Jeg arbejdede på et tidspunkt som familiekonsulent, hvor af nogle af arbejdsopgaverne bestod i at være ”hjemmehos”, dvs. at sætte ind i en familie med børn med særlige behov i hjemmet.
Den familie jeg kom hos, bestod af en enlig mor med flere børn. Moderen havde forladt sin mand, faderen til børnene fordi han var psykisk syg. Opgaverne handlede rigtig meget om at støtte op om hende, nu hvor hun var blevet alenemor, samt hjælpe hende omkring de praktiske ting i hjemmet og i forhold til børnene.
Jeg havde været hos familien flere gange og oplevede at min plan skred stille og roligt frem. Børnene fik det bedre og bedre, moderen ændrede stille og roligt adfærd til det bedre, og det gav mig en oplevelse af at lykkes. Det var min første familie, og for mig var det vigtigt over for mig selv og over for omgivelserne, dvs. min arbejdsgiver at signalere, at jeg kunne mit job.
I min succesfulde plan var ikke indregnet, at far var en del af den. Jeg tænkte, at han jo var velanbragt på den lukkede afdeling, hvor han nu var, og at det var bedst for alle parter, så længe han var der. Så bragte hans tilstedeværelse ikke familien på forkert kurs og spolerede min plan.
En dag, da jeg er hos familien, går døren pludselig op og ind træder en mandsperson, som jeg med det samme fornemmede var børnenes far og manden i familien.
Min første tanke var: ”Kan du komme ud!!!!”
Er det sådan du vil tænke om andre mennesker.
Heldigvis er jeg med årene blevet indrettet med en indre stemme, der gør, at jeg er i stand til at reflektere over den første tanke og gennem refleksion skabe forandring til den næste tanke, som er den, der skal omsættes på handleplan: ”STOP Hanne! Er det sådan du vil tænke om andre mennesker? Du har altid sagt, at forældre uanset hvad har en værdi i forhold til børnene.”
Min refleksion gjorde, at jeg var i stand til at gå hen til faderen og med et smil præsentere mig for ham og fortælle, hvem jeg var, og ærligt fortælle ham at jeg var glad for at møde ham, og jeg så frem til samarbejdet.
Der var heldigvis kaffe på kanden, så både han og jeg blev bænket ved spisestuebordet, og der blev etableret en kontakt, hvor vi snakkede om de ting, der interesserede ham: landbrug og traktorer! Det var faktisk nemt fordi jeg besluttede mig for at ville ham.
Efterhånden som han igen blev en del af familien, dog på afstand og når han havde det godt, viste det sig at han netop havde stor værdi for børnene. De blomstrede op, når han var i hjemmet.
At være fordomsfuld eller fordomsfri – valget er dit
Jeg havde undervejs to valg omkring faderen: at være fordomsfuld eller fordomsfri – valget afhang af mig og min tilgang i forhold til synet på mennesker og denne her familie i det hele taget. Og så afhang det af mit ønske om at være en succes 🙂
Jeg valgte at være fordomsfri, pakke mit ønske om at være en succes ned, ønske at familien fik en succes, og dermed lade tingene bevæge sig i samspil. Faderen blev lukket ind i familien, og jeg selv placeret på sidelinjen, fremfor det modsatte at faderen var på sidelinjen og jeg i familien.
Det var en stor læringsproces for mig at være omkring familien, fordi det undervejs gik op for mig at der jo til stadighed var faktorer ind over som jeg ingen indflydelse havde på. Det eneste jeg havde indflydelse på var mine holdninger omsat på handleplan. Fordomsfuld – så begav jeg mig ind i magtmisbrugets og underkendelsens land samt bragte mig selv i centrum. Fordomsfri så gav jeg familien frihed til vækst og udvikling samt anerkendelse – familien belv bragt i centrum.
Når vi arbejder med anerkendelse skal vi være opmærksom på hele tiden hvad der påvirker os, og hvad der sætter den indre dagsorden. Og har det jeg siger, gør og udtrykker reelt den ønskede effekt. Hvilken konsekvens har det, jeg siger og gør, for dem jeg siger til og gør overfor?
Rød, gul og grøn
For mig er en af måderne at arbejde med anerkendelse på at stoppe op ved den første tanke, reflektere over den og lade den anden tanke være afgørende for hvad jeg reelt gør, udtrykker og siger. Så vil reaktionen på denne sætte næste tanke i gang og dermed den næste refleksion osv. For mig er det som et trafiklys. Rød- stop! Gul – refleksion! Grøn – go for it!
Jeg tænker ind imellem over hvad faderen mon tænkte, da han og jeg mødtes første gang. Tænkte han:”Kan du komme ud! Du skal ikke være her i min familie! – Hun interesserede sig for traktorer og landbrug.” Sjov tanke at lege med 🙂
Er for første gang inde og læse på Ressourcedetektiven. Fantastisk at denne side findes – jeg blev oprigtig glad :-))
Med hensyn til dit indlæg om fordomme >< anerkendelse, kom jeg til at tænke på mit sidste vejlederjob, hvor en opstået konflikt skulle optrævles. Det er vel netop her i konflikten, at anerkendelsen for den anden er stoppet og hvor hver part forsøger at skabe sin sandhed: "min måde at se situationen på er rigtig – jeg har ret". I tråd med reflektionen, som du nævner, tænker jeg, det er rigtigt, at vi stopper om inden vi vurderer og konkluderer på de observationer vi har. Istedet åbne vores nysgerrighed for den anden og stille spørgsmål. Det er jo fantastisk, hvilke sider man derved kan se ved et menneske. For mange mennesker kræver det mod og usikkerhed at turde åbne sig – der er nogen der skal vise vej – det er denne side et godt initiativ på – tak for det.
Kære Lill.
Nu bliver jeg glad over din glæde 🙂
Jeg prøver med mine blogindlæg at beskrive anerkendelse på en enkel og tilgængelig måde, som er noget alle kan praktisere. Det der driver mig, er oplevelsen af de fantastiske forandringer der sker med mennesker – børn, unge og voksne – når der skabes en kultur med afsæt i anerkendelse. Fremfor at fordømme at stille de åbne refleksive spørgsmål: Hvad er det der gør….?
Der er lang vej – også min egen vej og min egen proces – mig selv…sagde hunden 🙂 og det er jo der det hele starter.
TAK for omtalen, Mette 🙂
I min verden kaldes det både fordomme og forforståelser læs mit blogindlæg som udkommer i eftermiddag 😉 “Anerkender du dine fordomme?” som er inspireret af dit indlæg Hanne. Tak glæder mig til vi ses den 20.8 og skal drøfte anerkendelse YES
Herligt Mette når noget kan inspirere – og JA vi ses d. 20.08. hvor jeg glæder mig til at møde dig live 🙂
Kloge Hanne – igen, igen:-)
Og så kan vi jo lige tænke over, at den nye pakke, vores regering lige har fået i hus, bl.a. indeholder en dusør på 25.000 til kommunerne, hver gang de får en udlænding til at forlade landet !!!??? Kan I komme ud!!!!
Men heldigvis er der så mange gode kræfter, der arbejder på det modsatte, ikke mindst dig og dit store hjerte, Hanne, der inspirerer så mange:-)
TAK kære Jane 🙂
Der er så meget selvmodsigelse i vores samfund – anerkendelse ved vi gennem forskning har så stor betydning på at give mennesker de bedste betingelser for at udvikle det allerbedste i sig. Jeg skal hele tiden tænke, at for de mennesker, der lovgiver, som du beskriver det Jane, for dem må det give mening, og at der må være gode intentioner bag, men konsekvenserne!!!…….Det råber for mig til himlen.
Vores samfund er bygget op på utryghed, angst og mistillid og det er her anerkendelsen kommer ind som modpolen, at finde trygheden og tilliden i sig selv 🙂
Man kunne vel også anlægge det perspektiv, at det ikke er fordomme der er anerkendelsens største hindring – men nærmere et misforstået demokrati herhjemme, hvor både almindelige mennesker, pædagoger, lærer, politikere mfl. fejlagtigt trækker et lighedstegn mellem ligeværd og enshed?
Og deraf kommer vel forforståelserne som jeg vælger at kalde dem.
” En god start for alle” var sloganet da anbringelsesreformen i 2004 trådte i kraft, nu omdømt til Barnets reform. Og dette var tænkt som et værktøj til at forandre den social arv. Det kan ingen jo være uenig i , det lyder rigtigt, alle skal have samme chance, men udfordringen i at arbejde anerkendende er jo netop, at hvis alle skal have “samme/lige” chance, kræver det at de får vidt forskellige muligheder og bliver mødt der hvor den enkelte er…
At alle har forstået og kan praktisere, det grundlæggende budskab i anerkendelse, som er en erkendelse af at alle har ret til at være forskellig fra den anden. Og at denne mangfoldighed ses som en styrke.
Og det tror jeg er en større udfordring for anerkendelsen, både i det enkelte møde med familien og den unge, men også i offentlig regi, skoler, politik, kulturen, ja i hele det danske samfund.
Hej Anette.
TAK for din spændende vinkel på indlægget.
Det er jo herligt, når man bliver “tvunget” til at forholde sig til det, man selv skriver :-):-)
Jeg tror, at der er rigtig mange ting der hindrer anerkendelsen i at udfolde sin sande natur – og når det endelig kommer til stykket er den største vel mennesket selv. Jeg har lige læst bogen “Selv stilhed hører op” af Ingrid Betancourt, hvor hun beskriver sine 6,5 års fangenskab som gidsel i Colombias regnskove. Hun beretter om menneskets sande natur på både godt og ondt må man sige, og især om forsøget på at bevare det bedste af sig selv i sig selv. Bogen fik mig til at tænke over, at vi kan have nok så gode intentioner, men at vi hele tiden bliver påvirket på det indre og det ydre plan, og reaktionen af påvirkningen er afgørende for om vi er i stand til at udtrykke anerkendelse eller ej. Hvad driver og “styrer” mig?
Jeg har gennem årene, og gør det stadig, arbejdet rigtig meget med anerkendelse, empowerment og nu styrkebaseret pædagogik, og jeg bliver aldrig færdiguddannet 🙂 Anerkendelse er en livslang proces, og jeg tror, at man er i forskellige faser undervejs i processen. Min fase er for øjeblikket fordomme og fordømmelse, fordi det er det jeg oplever rundt i de institutioner, skoler og sfo´er hvor jeg kommer som konsulent.
Uanset hvor mange kurser vi går på, og uanset hvor meget det forsøges implementeret i en organisation, så starter det hele med os selv og vores tilgang til livet 🙂
Endnu engang TAK til dig Anette.
Mange varme hilsner Hanne
Inspirerende vinkel på anerkendelse. Tak – Fordomme som vi jo har skal bruges til at udforske og lære – så bliver vi klogere og kan sætte os i andres situation i stedet for at dømme . Det kræver stor bevidsthed som du skriver og masse af træning.
Når man rejser ud i verden og oplever andre kulturer og møder spejlet i sig selv – bliver man klar over at man kan gøre det samme på mange forskellige måder og det hele er “sandt ” og ens horisont bliver større . Man bliver klogere på sig selv og andre .Derfor er kulturtræning så vigtigt når man skal træne sine s empatiske evner og blive bedre til at anerkende andres følelser
TAK selv, Mette 🙂
Anerkendelse handler om at blive den bedste udgave af sig selv, og det bliver man kun ved at træne som du skriver og i alle sammenhænge – også kulturelt. Vil man beriges, eller vil man bekriges…that´s the question :-):-)