
Tankemylder
Nyt afsnit af RessourceDetektivens Podcast
- Vi taler ofte om, at forud for enhver følelse er der en tanke.
- Når vi taler om tankemylder, er der så også noget der hedder følelsesmylder?
- Er det altid negativt, når vi har tankemylder?
- Og hvordan opstår tankemylder egentlig?
- Har du tænkt på, at det kun kræver én tanke at starte tankemylder?
Den ene tanke, får øvrige tanker til at myldre frem. Det kan hænge sammen med den følelse der opstod ved blot en af de tanker. Her taler vi om, at hjernen registrerer noget, den før har oplevet. Det kan sammenlignes lidt med at, er du eksempelvis bange for edderkopper og reagerer ved at få hjertebanken når du ser en, så kan det samme ske, hvis du får øje på en nullermand der ligner en edderkop. Hjernen registrerer noget der minder om edderkoppen og straks reagerer kroppen med hjertebanken. Når du så får øje på, at det blot er en nullermand, så virker det nærmest helt fjollet og du begynder måske at grine af dig selv.
Vores kroppe reagerer fysisk
Er det ikke lidt vildt at tænke på, at vores kroppe kan reagere så fysisk, på noget der ikke er virkelighed?
Det samme sker faktisk, når vi har tankemylder. Det kan gå stå stærkt, at vi ikke engang registrerer de ”billeder”, vores hjerner kreerer, vi mærker blot ubehag. Ja, nogle kan endda opleve nærmest åndenød, ved tankemylder.
SE og HØRE, FORSTÅ, RUMME
Når vi underviser i den anerkendende tilgang, taler vi ofte om, at det handler om at SE og HØRE, FORSTÅ, RUMME og derigennem VEJ-LEDE til en eventuel anden adfærd.
Når vi SER og HØRER, er det altid ud fra og med, vores egen bevidsthed, det vil sige, det vi selv har med os af erfaringer og oplevelser. Det kan betyde, at vi kan komme galt afsted, i forståelsen og samspillet med andre mennesker, da vi ind imellem kan komme til at være fordømmende og bedrevidende. Det er først når vi begynder at stille HV-spørgsmål (Hvad er det der gør…?), vi kan begynde at komme dybere ned i en forståelse af en adfærd.
Når vi så begynder at forstå, er det også lettere at rumme. Dette gør sig ikke kun gældende i forhold til vores samspil med andre mennesker, men faktisk også i forhold til os selv og opfattelse af os selv.
Når vi begynder at se på os selv med mere kærlige øjne, er det også nemmere at rumme, når vi er udfordrede, eksempelvis med tankemylder.
Hanne og Karen kommer her i afsnittet ind på, hvordan de eksempelvis hver især bruger den styrkebaserede og anerkendende tilgang, til at tale sig selv op, hvilket har medført at de har fået det bedre med sig selv og på den måde også minimeret eksempelvis tankemylder, der tidligere kunne være nærmest invaliderende.
Rigtig god fornøjelse