Har du tænkt over, at det er meget lettere at være menneske end at være en etiket?
Og så tænker du nok: Hvad mener Hanne med at være en etiket?
En etiket er for mig en ”titel” som f.eks. barn, far, mor, mand, kvinde, søn, datter, gamle, unge, pædagog, lærer, direktør, politibetjent, skraldemand, indvandrer osv.
Når vi sætter en ”titel” på et menneske, eller sætter titler på os selv, så sætter vi også en ”etiket” på, der indeholder en bestemt opskrift eller formel på, hvordan vi så skal opføre os.
Har du tænkt på, at så dukker der en masse forventninger op, bevidste og ubevidste, både til os selv men også til og fra andre. Vi gør os nogle forestillinger om en bestemt adfærd, en bestemt måde at kommunikere på osv., og det bevirker, at vi får en etiket på, som kan være rigtig svær at få pillet af igen. Det betyder så, at vi bliver forbavsede, overraskede eller måske chokerede når ”titlen” ikke lever op til ”etiketten”.
Konsulent i et udviklingsprojekt
Jeg er blevet konsulent i et udviklingsprojekt for en gruppe unge mænd i alderen 18 – 25 år fra et ghettoområde primært bestående af indvandrere og flygtninge, og som alle på en eller anden måde er udfordret i livet. Jeg skal følge dem over 8 måneder, introducere dem til begreberne anerkendelse, empowerment og styrkebaseret og være dem behjælpelige med at finde vejen som positive rollemodeller for sig selv, omgivelserne og familiens yngre søskende. Vi skal arbejde som Ressourcedetektiver ud fra mottoet ”Find det der virker og gør noget mere!”
Jeg var på forhånd blevet informeret om, at det var muligt, at de ikke mødte op, kom for sent eller var urolige under kurset, telefonerende eller sms´ende.
De mødte op, nogle til tiden andre senere, enkelte udeblev og nogle var urolige. Det var som forventet 🙂
Mennesker inde bag etiketterne
Det jeg ikke var blevet informeret om, fordi det vidste vi ikke noget om på forhånd, var deres enormt store interesse i at lære at forandre, så deres liv kunne tage et andet afsæt, og deres utrolig store engagement i kursusdagen. De lyttede, de snakkede, de bidrog med personlige historier, og de sugede bare energi og nærede deres indre håb om forandring til sig. De viste sider af mennesker inde bag ”etiketterne”…. indvandrermænd/drenge, kriminelle og arbejdsløse. De havde ønsker og drømme, som alle mennesker, de var følsomme, de lyttede og kommenterede hinandens kommentarer og historier med stor respekt og indlevelse. De var alvorlige og humoristiske, de overskred personlige grænser, og de var reflekterende og satte alt på kursusdagen i relation til eget liv.
Da den første telefon ringede, var der straks en af de unge mænd der bad deltagerne om enten at slukke eller have mobilerne på lydløst.
Og så var der lige de to, der havde brug for undervejs at sænke slagskibe.
”Hanne, vi lytter til hvad du siger mens vi spiller!”
Her gik det op for mig, at vi var så dybt inde i læringens land, at de lige havde brug for et frirum mentalt og psykisk for at kunne rumme og omsætte. Så jeg sagde: ”Det er ok :-)”
Det er, når jeg er nede, jeg fuck´er det hele op!
De sprang en rygepause over, fordi de var så optaget af at lære og nære deres håb. Vi snakkede præstationsangst, vi snakkede om viljestyrke, vi snakkede selvtillid og selvværd og ikke mindst mangel på samme, samt vi snakkede om op- og nedture. Som en sagde: ”Det er når jeg er nede, jeg fuck´er det hele up, og så kan jeg starte forfra igen!”
De sad hver især med et stort håb om et liv med arbejde, uddannelse, og et stort ønske om at lykkes. Derfor sad de der, og blev siddende….uden rygepause og bare som mennesker, men tynget af de negativt ladede etiketter som de selv, deres familie og ikke mindst omgivelserne har sat på. Men med håbet om noget bedre i øjnene.
Det er jo særdeles menneskeligt……..for alle mennesker.
Det er ikke første gang, jeg møder mennesker, der er udfordret i livet. Dem har jeg faktisk beskæftiget mig med gennem mange år som ansat og med forskellig jobfunktion. Menneskene har haft forskellige navne, hud- og hårfarver, velklædte eller det modsatte, velduftende eller lugtende, med og uden briller. Det, vi har haft til fælles, har været at, vi er mennesker.
Mennesker med håb og drømme om at lykkes.
Det der får mig til at lave dette blogindlæg er, at jeg kommer mere og mere til den opfattelse, at jo mere vi fjerner etikker, jo mere menneske giver vi os selv og hinanden lov til at være og dermed får vi mulighed for at være autentiske. Ganske enkelt som de mennesker vi nu er født til at være på godt og ondt.
Man kan sige fokus på fælles menneskelighed fremfor kulturelle forskelle.
Det engelske ord for menneske er human being…..værende menneskelig. For mig betyder det, at det er menneskeligt at fejle, og som mennesker kan vi tilgive 🙂
Hvem har du lettest ved at tilgive? Mennesket eller etiketten?
Hvem har du medfølelse for? Mennesket eller etiketten?
Hvem har du størst forventing til? Mennesket eller etiketten?
Som menneske kan du udvikle dig og din menneskelighed, som etiket er du begrænset i din udvikling og kan kun gå til kanten af etiketten.
Prøv lige og reflekter lidt over det her:
- Er du mest menneske?
- Eller er du mest en etiket?
- Ser du andre som mennesker?
- Eller ser du dem mest som etiketter?
Og giv et lille skriv om, hvilke tanker og overvejelser blogindlægget satte gang i hos dig 🙂
Hej Hanne – faldt tilfældigt forbi dit “blod” smiler – for når vi taler om relationer og menneskelighed, så er “blodet”, det der gør os til varme kanaler for udveksling af energi.
Jeg arbejder med psykisk syge, hovedsaglig skitzofrene.
De er ikke skitzofrene, de har en skitzofreni. Og det er meget vigtigt at huske.
De er så meget mere end deres sygdom, de er deres livshistorie, de er den historie, de fortæller om dem selv. De er mennesker med nøjagtig de samme behov som du og jeg. De vil ikke have vores tilbud – de vil have, det vi har – et godt liv, hvor de kan udfolde deres potientiale.
Deres sygdom er en stor forhindring, men jeg er altid deres vikarierende håb – alt er muligt for den, der tror på, at det nytter at gøre noget anderledes – selv helt ned i det lille bitte forsøg på at forandre det, man ønsker at forandre.
Jeg er professionel, men først og fremmest er jeg et menneske, der står til rådighed.
Og så til etikketerne – hvis jeg blot var professionel, så kunne jeg hænge min hat hvor som helst og stadig opfylde min plads – men hvis jeg ikke til stadighed mest er menneske opfyldt med empati og nysgerrighed og i en evig søgen efter potientialer og ressourcer, der ligger gemt væk under forhindringer hos den, jeg skal agere professionelt omkring, så er jeg blot en etikette, der kommer og går ud fra min arbejdstitel – og jeg er i rummet, men hvilken forskel kan jeg gøre, hvis jeg ikke først og fremmest er et menneske med et stort bankende hjerte, der altid afsøger muligheder og altid tager den svagere parts parti – ingen forskel.
Jeg er der, men jeg går også igen og jeg har ikke lagt et lille stykke menneskelighed eller håb bag mig. Det vil aldrig blive mig nok blot at hænge min hat på en etikkette. Jeg er ikke tilfreds, før jeg “bløder” menneskelighed og empati på de mennesker, der har så hårdt brug for et andet menneske, der er accepterende og rummelig og kærlig og som altid har et håb med til dem, om at det altid nytter at tro på det bedste.
Et psykisk sygt menneske vil råbe af dig, forbande dig, påstå, at du ikke forstår noget som helst, at du kom for sent eller for tidligt, at du kun er der, fordi du får løn – at du er ligeglad – at du er ond og ikke vil deres bedste – at du er med i en sammensværgelse imod dem og at du jo bare kan gå hjem, når du har fri. De har aldrig fri.
Og i deres virkelighed fyldt med angst har de ret.
Men jeg kommer alligevel tilbage med overskud og energi og lyst og kærlighed og tilgivelse og rummelighed og HÅB.
For hver eneste dag du kommer tilbage med et tilbud om en hånd, et øre, et øje og et hjerte, så vil dagen komme, hvor du kan gøre en forskel. Og den dag er stor. For den dag føler både den psykiske syge og jeg, at det er stort at være menneske – at være en “being” – og håbet er det bærende element – og skal altid være tilstede hos den professionelle.
Hvordan bærer jeg så min etikette som professionel – den bærer jeg i tid – jeg er fuldt tilstede i min arbejdstid og altid til rådighed – når jeg får fri, så aflægger jeg mig ansvaret i yderdøren og stoler på, at mine kollegaer tager over og yder deres bedste i deres arbejdstid. Jeg tager hjem og lever mit personlige liv med de udfordringer, det giver mig personligt og mine personlige “problemer” tager jeg ikke med på arbejde, men lader dem ligge derhjemme, til jeg får tid til at varetage mit personlige liv igen – når jeg har fri 🙂
I det psykriatiske har vi også “kriminelle” – mennesker med få ressourcer der ikke evner at få opfyldt deres behov, uden at begå kriminalitet mod andre – de stjæler og lyver – men ikke fordi de er onde mennesker, men fordi de først og fremmest tænker på deres egne behov – de har behov for smøger – eller øl – eller piller, de kan selvmedicinere sig selv med, for at tage toppen af deres angst – så de stjæler, bedrager, lyver, manipulerer – og der står vi – med alle vores moraler og sociale spilleregler – og frustrationer – og irretationer – men det nytter bare ikke ret meget – for foran os, så sidder der et menneske, der ikke kan tage vare på sig selv og ikke kan tænke længere end på, at han har brug for en smøg, en øl, en pille, så han gør, hvad han har brug for, for at få stillet det behov. Og der sidder vi – de professionelle og tænker – skal vi nu til det igen – hvorfor gør han det – hvor er det svært.
Men kommer man ham i møde som den opdragende forælder, der skælder ud, så opnår man kun én ting. Modstand og døve ører. Vi er nødt til at tale til hans hjerte, fortælle at de andre bliver kede af det, og at han bryder de andres tillid med hans væremåder og handlinger. Her kan man åbne for en forståelse i den enkelte syges opfattelse af hvad der er rigtigt og forkert. For når alt kommer til alt, så vil de fleste mennesker jo gerne gøre deres bedste. Og ikke såre andre. Eller svigte andres tillid 🙂 Så vi – jeg – er nødt til at tale til deres hjerte – til mennesket – og ikke etikketten – for taler jeg til etikketten – du er psykisk syg – så opnår jeg intet – når jeg taler til mennesket med behov, som sidder foran mig, så kan jeg skabe en forstålese for andre i den enkelte – og jeg kan tale med mennesker foran mig – menneske til mennekse – ikke professionel til psykisk syg.
Og det er her forskellen ligger.
Når jeg møder et menneske som menneske, så sker der en forskel og jeg har nået mit mål. Der er altid håb for forbedring i verden og der er altid håb for forandring til det bedre. Der er altid håb for at kærligheden kan føles og der er altid håb for det enkelte individ – på trods af etikketter 🙂
Vi kan alle være den lille forskel og det er da fantastisk og det nærer håbet om en bedre verfen for os alle <3
Kærlige hilsner Emilie
Kære Emilie.
1000 1000 TAK for et meget berigende indlæg. Jeg skulle lige have tid til at læse indlægget ordentligt igennem inden jeg svarede dig. Det har dit “skriv” fortjent.
Hvor er det fantastisk inspirerende at læse om din måde at arbejde i feltet etiket og menneske på. Og det jeg hæfter mig ved er, at du oplever, at det er som menneske, du kommer længst og med hjælp fra det professionelle – en bevidsthed om hvornår der er brug for hvad.
Endnu engang 1000 1000 TAK 🙂
Mange varme hilsner Hanne
Kære Hanne. Hvor er det klogt og vigtigt det, du skriver. Og hvor er du en gave til det projekt, fordi du netop magter at se mennesker og ikke etiketter. Marshall Rosenberg, som jo er et af mine store forbilleder, har altid advaret os meget mod “labelling”, fordi han netop mener det forhindrer os I at se os selv og hinanden som dem vi VIRKELIG er. Han går så langt som til at sige, at vi skal undlade at definere os selv som kvinde, som kursusholder, gennem vores navn m.m. – så er der jo ikke andet tilbage end at VÆRE – ikke være noget, men bare VÆRE. Det er svært, men du magter det Hanne. TAK fordi du minder os om det:-)
Kære Jane 🙂
Jeg bliver helt rørt over dine roser. 1000 TAK.
Livet bliver så meget lettere jo mindre vi definerer os selv og hinanden med etiketter og jo mere som mennesker.
Jeg skal selv mindes om det 🙂
Mange varme hilsner Hanne
Hvor ER det godt læsning! Mere, mere!
Tror du, det var etiketten eller mennesket, der havde brug for at spille?
Dit indlæg fik mig til at reflektere lidt over etiketter.
Min første tanke gik ud ad en tangent, hvor det primært handlede om negative tangenter.
Fint nok, tænkte min adfærdsregulerende hjerne – det handler jo bare om, at skifte de gamle, negative etiketter ud med nye og positive. Sådan!
Der gik dog ikke længe, inden den kritiske hjerne begyndte at røre på sig.
Kan positive etiketter i virkeligheden være lige så stigmatiserende?
Jonna
TAK TAK kære Jonna 🙂
Jeg tror det var voldsomt pludselig at være så meget menneske som den ene af de to spillende var, og derfor havde han brug for et lille retreat.
Sjovt du bringer den med de positive etiketter på bane – fordi jeg har efter mit blogindlæg – som jeg ved gentagne tastefejl bliver ved med at kalde blodindlæg 🙂 – tænkt den samme tanke.
De positive etiketter løfter dog mennesker, men det kan også være medvirkende til at vi stadig præsterer, og ikke udlever vores potentailer som menneske.
TAK for din dejlige refleksion 🙂
Mange varme hilsner Hanne
Der er en grund til det hedder human being og ikke hedder human doing.
Super vigtigt arbejde du er i gang med – meget meningsfyldt for dem og dig tænker jeg. Den måde du arbejder på skaber gode relationer og forandringer – det har vi brug for.
Rummelighed og viden til at forstå hvad der sker som eksemplet hvor de unge mænd spiller mens de lytter det de magter på det tidspunkt der hvor de er og accepten fra dig skaber mulighed for at skabe de gode forandringer og forankre.
Du skaber det rum hvor de vokser – godt gået
Kære Mette 🙂
Jeg har savnet din reaktion MEN kom jo så til at tænke på at du havde radiodebut i går 🙂 Stort varmt tillykke med det, Mette 🙂
Det er så vigtigt det projekt, jeg er blevet involveret i, og det er her den anerkendende og styrkebasrede tilgang virkelig giver pote allerede dag 1.
Jeg har sjældent lavet et blogindlæg, som efterfølgende har givet mig selv så meget refleksion, som det her.
TAK for roserne; Mette 🙂
Mange varme hilsner Hanne
Kæreste Hanne. hmmmmm smiler, jeg ser klart mine drenge som mennesker, men mine samarbejdspartner som ediketter. Når jeg er sammen med mine drenge er jeg uden tvivl menneske, og igen når jeg er sammen med samarbejdspartner er jeg en edikette. Hmmmmmm kan du ikke lige lære mig at være menneske når jeg er edikette. Glæder mig helt vildt til næste gang. Knus Janne Mand Olsen
Kære Janne 🙂
Spørg dig selv ad, hvad der forhindrer dig i at være menneske, når du er sammen med samarbejdspartnerne. Måske fordi de også er etiketter. Start med at pille etiketten af dig selv, og se hvad der er inden under….og se så hvad der sker. Så ryger de andres etiketter.
TAK i lige måde – glæden er gensidig 🙂
Mange varme hilsner Hanne