”Jeg har hundemad med på mit rugbrød i dag”, sagde Lasse da han pakkede sin madpakke op.
Lasse var 4 år, og han gik i den børnehave, som jeg arbejdede i for nogle år tilbage.
Min kollega reagerede på Lasses udsagn med at sige til ham, at sådan skulle han ikke tale om maden. Han skulle tale ordentligt om maden. Vi havde en regel om, at børnene skulle lære at tale ordentligt og respektfuldt om maden.
I mens fik jeg tid til at sidde og reflektere over, hvad det i grunden var Lasse sagde.
Da min kollega var færdig med at ”belære” Lasse ud fra de bedste intentioner, som reglen jo faktisk var, sagde jeg til Lasse: ”Hvad er det der gør, at du har hundemad med på dit rugbrød i dag, Lasse????”
”Jo” svarede Lasse. ”I går kom dyrlægen og aflivede vores hund. Den plejede altid at få resterne fra aftensmaden. Det har min mor givet mig med på mit rugbrød i dag!”
Så fortalte Lasse ellers en historie om, hvordan dyrlægen var kommet, og havde aflivet hunden. ”Og dyrlægen havde en kæmpestor sprøjte med. Og min far svedte rigtig meget, da han skulle grave et hul til hunden!” De havde en stor New Foundlænder 🙂
Nu blandede de andre børn sig i samtalen, og én fortalte, at hun havde en kat, der var blevet aflivet, en anden en ko, og en tredje en hest, og en fjerde en kanariefugl osv. Og så var der lige en, der fortalte, at hun havde en mormor, der var blevet aflivet 🙂
At være underkendende eller anerkendende
Det her er en historie om, forskellen på at være underkendende eller anerkendende. Den første reaktion på Lasses historie var underkendende, men for både min kollega og jeg gav den mening. Vores intentioner var jo godenok. Vi ønskede, at børnene skulle lære at tale ordentligt og respektfuldt om maden. Det var bare ikke ordentligt reflekteret igennem på handleplan 🙂
Den anden reaktion på Lasses historie var anerkendende. Mit spørgsmål koblede “an” til Lasses “erkendelse”, og gennem historien fortalte han, hvordan baggrunden for historien gav mening for ham.
Lasse fik to følelsesmæssige oplevelser ud af de to reaktioner. Den første gav ham følelsen af ikke at være ok, altså en følelse af at være forkert, som medfører tab af selvværd. Den anden reaktion gav ham følelsen af at være ok, og øgede dermed Lasses følelse af selvværd.
Stil åbne refleksive hv-spørgsmål
Jeg anbefaler altid at stille åbne refleksive hv-spørgsmål, og som en kursist engang sagde til mig på et opfølgningskursus: ”Hanne! Nu har jeg øvet mig rigtig meget i at stille spørgsmål. Der er noget, der er gået op for mig undervejs! Man skal også være interesseret i svaret!”
”Fasthold et åbent sind … et bevægeligt sind. Når du støder på noget, der irriterer dig, noget du vil kommentere eller som du har en stærk mening om, så tænk: Hvad er hemmeligheden mon bag dette udsagn, som jeg ikke kender og som gør dette udsagn himmelsk eller klogt?” Peter Lang
