Sådan lød udtalelsen fra Mette, ansat i børnehaven og dagplejen Sulunnguit, Nuuk i Grønland efter afholdelsen af kurset ”Vejen til anerkendelse kommer fra hjertet af”.
Og det er sådan jeg tænker, lige hjemkommet efter 10 spændende, herlige, inspirerende, berigende dage i Grønland. Et ophold som har beriget mig på så mange måder, og som gør at jeg også føler at jeg står på toppen af fjeldet, og gerne vil stå der igen.
Forhistorien er følgende:
Tirsdag d. 01. april 2008 kl. 20.14 modtog jeg en mail fra Børnehaven Sulunnguit i Nuuk. Henvendelsen drejede sig om, jeg ville komme til Nuuk og lave kursus i Anerkendende Pædagogik. Jeg troede først, det var en aprilsnar, at det var fra en gammel kollega som ofte for sjov havde spurgt, om jeg ikke kunne tænke mig at rejse til Grønland og undervise på seminariet der, og så kunne min mand, som er entreprenør, tage med og rydde sne.
Jeg fik nærlæst mailen og fik Googlet institutionen og fandt ud af, at henvendelsen var god nok. Det var ikke en aprilsnar.
Jeg sov stort ikke om natten efter modtagelsen af mailen, jeg var helt oppe at køre af undren, glæde, begejstring. Tænk sig hvis det kunne lade sig gøre. Mit lille firma i Grønland. Hvordan kunne det dog ske??? Jubii, yes, I did it. Igen denne dejlige følelse af at noget lykkes.
Jeg får svaret, JA jeg er interesseret, og vi finder i løbet af foråret ud af, at jeg skal komme til Nuuk i perioden d. 30.09. – 09.10.2008. Kurset foregår d. 04. – 05.10.08.
Jeg begynder at tænke hvaler, ørne, slædehunde, sæler, nordlys, kultur, Rasmus Lyberth osv. Jeg tænker også udvikling med mit firma, hvad kan turen give mig der….indblik i en kultur som jeg kun kender fra medierne og litteraturen.
Jeg synes, det er fantastisk spændende rent fagligt at kunne komme til Grønland og få indsigt i en institution og deres pædagogiske udfordringer. Jeg har læst og hørt meget om de sociale problemer, der er i Grønland, og ikke mindst hvordan børnene er “ramt” af det.
For mig er det vigtigt både som menneske og som konsulent at bevæge mig ud på områder, hvor jeg ikke har været før, det gælder både personligt og fagligt. Jeg har arbejdet flere år med mennesker med særlige behov med forskellige vinkler på, og har der igennem erfaret, at det vigtigste pædagogiske redskab vi har, er os selv og vores måde at se og tænke mennesker på, at gøre noget som andre aldrig har gjort før, og opleve at det virker. Og måden at udvikle det redskab på er ved personlig udvikling og vækst. Og det er det, jeg glæder mig til at udvikle i Grønland.
Kursusmæssigt skal personalet introduceres til den anerkendende pædagogik, som bl.a. indeholder børnesyn, ressourcetænkning, og relationskompetencer. De får nogle individuelle redskaber samt redskaber, de kan bruge i fællesskab i deres dagligdag. Det handler om ”Fra fejlfinder til ressourcedetektiv”, som omhandler børnesyn; ”Round-up og substralpædagogik”, som er et personligt redskab, hvor man kan mærke om man er underkendende eller anerkendende. Derudover ”Talecirklen” som er et refleksionsredskab, samt ”Plakatsøjlen” som er en rigtig god energizer, hvor hver enkelt medarbejder skal skrive nogle anerkendende udsagn til hinanden.
Jeg glæder mig rigtig meget til turen. Min mand får taget kontakt til en gammel værelseskammerat fra kostskolen, som er bosiddende i Nuuk. De har ikke set hinanden siden 1971, og de aftaler at mødes. Det er bare så godt.
Indtil jeg får en mail om, at kurset skal foregå inde i fjorden, i en nedlagt bygd kaldet Qoornoq. Vi skal sejle fredag d. 03.10. kl. 17.00 fra Nuuk og returnere til Nuuk igen mandag d. 06.10. Qoornoq ligger ca. 1,5 times sejlads – sejlads – fra Nuuk. Jeg hader virkelig at sejle, jeg elsker at se på skibe, er betaget af sejlads MEN fra sidelinjen af. Jeg begynder, at få kvalme ved tanken. Jeg får sendt en sjov forespørgsel, om opholdet i fjorden er med eller uden hårtørrer og får besked tilbage, at det er uden. Alt er primitivt…også toiletforholdene…spanden tømmes ud i fjorden. Så kommer konsulenten på overarbejde. Hvordan skal jeg kunne holde kursus uden hårtørrer, uden tavle, søsyge og ingen vikar med!!!! Før lå jeg søvnløs af glæde nu ligger jeg søvnløs ved tanken om alt det andet. Jeg kan godt forstå at Skagen har en spids på grund af de modsatrettede strømme der mødes der. Jeg var ved at gå op i en spids på grund af mine modsatte følelser. Men jeg er Heltinde, er blevet det hen over årene, så frem for at sige fra som jeg før har gjort så VIL jeg denne opgave samt oplevelse så meget at jeg tænker, jeg står gennem fjorden i skum og sprøjt fordi jeg VIL det så meget. Jeg VIL op og opleve Grønland fagligt og personligt, der er så meget deroppe som jeg tror kan være med til at udvikle mit firma. Og så tanken om at være international.
Jeg visualiserer mig selv stående i stævnen på båden med skumsprøjt fra boven, som en Jeanne D´Arc på bålet, stille vand OG uden søsyge.. F…… Jeg tænker hårtørreren må blive i Nuuk, mit konsulentbillede må ændres fra at være stylet til at være bare (lidt) ren….og lidt fra Body Shop med…OG make up.
Tavlen klarer vi med en rulle papir, der kan skæres af i passende størrelse og hænge på væggen med tape.
Og hvordan gik det så, turen ind i fjorden uden hårtørrer,
med lokum etagevask osv.
FANTASTISK. Jeg har holdt mange gode, sjove, berigende kurser. Det her slår dem alle. Jeg oplevede et personale, der var fantastiske at være sammen med, der var inspirerende, åbne, hjælpsomme, imødekommende og engagerede. De ville kurset lige så meget som jeg ville. Tænk sig at holde kursus med udsigt over fjorden med isblokke flydende, en ørn der lige fløj forbi, ravne der snakkede og fløj. Med stearinlys som stort set eneste lyskilde, papir på døren som tavle og hængt op med malertape. At være iklædt en tyk ulden sweater, købt i Irland i 2002, vasket forkert, tykke uldne sokker på fødderne, klasket hår, og alligevel opleve at budskabet om Anerkendende Pædagogik nåede frem. Selv om konsulentens eget selvbillede i forhold til fysisk fremtoning måtte ændres. Det var så befriende, at give sig selv lov til bare at være på jordens fredeligste og mest stille sted, omgivet af isblokke i forskellige farver, faconer og størrelser. Snevejr, frysning af vandrør OG pragtfulde og hjertevarme mennesker der bare lukkede op og lukkede ind. Min mand fik de overtalt til at bage kage…det gør han aldrig…. deltog i arbejdsopgaverne på lige fod med børnehavens personale dvs. lokumstømning samt efterfølgende rengøring, madlavning osv.
Jeg oplevede et personale, som havde gjort så meget ud af, at vi skulle få et godt ophold. Min mand og jeg boede i et selvstændigt hus i bygden, et sommerhus, personalet havde gjort et kæmpearbejde ud af at introducere os til den grønlandske madkultur, de fortalte historier fra deres eget liv som grønlændere/danskere osv. De tog bare imod os, som de mennesker vi nu engang er.
Jeg oplevede, at alt gik op i en højere enhed både fagligt og personligt. Og det rigtig gode var at opleve medarbejdernes fantastiske drive, deres vilje til at ville børnene, at de kunne bruge og omsætte min måde at introducere det at tænke og arbejde anerkendende på, at de kunne bruge de redskaber de blev præsenteret for. Det handler om at vi tager ansvar for relationen med barnet, at vi tager ansvar for vores måde at se børn på….med eller uden kompetencer og hvilken betydning det har. At vi skal tage ansvar når vi er underkendende og bede om hjælp fra kollegerne til at blive anerkendende.
I løbet af kurset fik de mulighed for at fortælle de gode historier, der hvor tingene lykkes og går op i en højere enhed, de fik mulighed for at lave vidensdeling og erfaringsudveksling. Det forunderlige er, når vi går i gang med de gode historier, så sker der en enorm personlig vækst, fordi det er i mødet med de gode historier, at medarbejderne finder ud af, at de er kompetente, professionelle og at de arbejder anerkendende. Det skete også for personalegruppen i Sulunnguit børnehave og dagpleje.
”Hvor er det fedt at stå her på toppen af fjeldet. Der skal jeg stå mest muligt”.
Mette d. 05.10.08
Min mands møde med sin gamle værelseskammerat var så stor en oplevelse….tænk sig 37 års adskillese og se og opleve dem sammen. Vi var meget sammen med ham og hans familie, vi spiste sammen flere gange, fortalte gamle historier og nutidige. opdaterede hinandens historier, fandt mange sammenfald. Det var sjovt, det var rørende, det var bare menneskeligt.
Hvad tager jeg med hjem fra turen:
Hvor er der meget, der kan lade sig gøre når man VIL. Jeg blev ikke søsyg og havde ikke brug for vikar.
Hvordan mennesker beriger hinanden med kulturforskelle og bare det at være mennesker UDEN styling – vi var jo alle i samme “båd”
Hvor vigtigt det er at gå gennem døre andre lukker op for en
At mine historier fra Danmark også havde gyldighed og vakte genkendelighed i Grønland – mennesker er mennesker og ikke danskere og grønlændere
Hvad var det jeg gjorde:
Gik igennem en dør andre lukkede op – tog imod udfordringerne – OGSÅ sejladsen
Spurgte mig selv, hvis begrænsende billeder jeg ønskede at leve op til
Det at tænke udvikling og vækst kan foregå på flere planer og måder
Efterlod min hårtørrer i Nuuk
Jeg SÅ hvaler, jeg SÅ ørne, jeg SÅ nordlys, jeg så ikke slædehunde – de må kun være nord for polarcirklen, jeg SÅ indlandsisen og så SÅ jeg et Grønland som ja er præget af sociale problemer men som også er så meget andet. Og det har jeg lyst til at opleve noget mere af, og introducere gennem P-Huset.
Jeg mødte de sociale udfordringer i Nuuk. Jeg var inviteret på Børnehjemmet Meeqqat Illuat i Nuuk og holde foredraget ”Fra fejlfinder til ressourcedetektiv”. Børnehjemmet modtager børn fra hele Grønland. Her mødte jeg den samme åbenhed, interesse og store engagement fra medarbejdernes side i forhold til det at ville børnene. Ildsjæle findes der så sandelig også i Grønland.
Jeg mødte ikke Rasmus Lyberth, men jeg har oplevet ham til en koncert til Tønder Festival i 2007. Der fortalte han om den grønlandske natur, dels gennem små introducerende historier forud for sine sange, og dels gennem sine sange. Jeg forstod ikke verbalt hvad han sang, men jeg forstod det følelsesmæssigt. Hans stemme og optræden, samt de små historier tændte ønsket om selv at opleve den grønlandske natur og kultur. En af hans sange handlede om en ørn, det var som om ørnen var tilstede i rummet under sangen, svævende oppe under taget. Da jeg så den første ørn i fjorden, var jeg ikke i tvivl om, det var en ørn. Så Rasmus Lyberth var med….
Jeg håber meget, at der kan blive en ny tur til Grønland både fagligt og personligt. Turen har givet mig så meget, jeg er rørt dybt ind i sjælen…især turen ind i fjorden. Jeg arbejder med udvikling af mennesker, jeg arbejder med at sætte refleksionsprocesser i gang med de relevante spørgsmål – jeg skal ikke søge eller give svar men vise vejen til svar gennem selvrefleksion. Og de sætter gang i mine egne refleksioner og den personlige vækst. Jeg kan kun vækste med andre, når jeg selv vækster.
Og derfor tillader jeg mig at bruge Mettes udtalelse på egne vegne: ”Hvor er det fedt at stå her på toppen af fjeldet. Der skal jeg stå mest muligt.”
Lyt til Joe Cocker og Jennifer Warnes ”Up where we belong”
Rasmus Lyberth
Skrevet af Hanne Aalling Risager
Tema: anerkendende pædagogik
