Jeg vil ikke være på jorden mere, mor!

Sådan skrev en meget bekymret mor til mig for noget tid siden om sin 6 årige søn Anton

Hun skrev videre: ”Han er ellers en meget social dreng, har mange venner, og klarer sig godt i skolen. Bemærkningen kommer kun om aftenen, når jeg putter ham. Så jeg tolker det mere som en måde at få mig til at blive lidt længere inde ved ham. Vi læser altid en bog i forbindelse med sengetid, vi har fast sengetid og rytme.”

”Jeg fortæller altid Anton, at vi vil blive utrolig kede af, hvis han ikke er mere på jorden, fordi vi elsker ham SÅ højt. Og at vi jo skal have mange mange år sammen, hvor vi skal hygge os, tage på ferier sammen mm. Plus at han jo mindst skal blive 100 – det har vi aftalt!”
Min erfaring er, at der altid er en årsag til, at et barn kommer med sådan en udtalelse. Der er noget, der følelsesmæssigt fylder så meget, at barnet ikke kan overskue eller rumme at være i det. Derfor tanken om flugt væk fra det uoverskuelige.

Først og fremmest handler det om at få afdækket, hvad ligger til grund for udtalelsen.
Jeg skrev derfor følgende tilbage: ”Prøv at spørge ind til, hvad årsagen er til, at han siger, som han gør. Han har brug for at snakke om det, der ligger bag hans udtalelse.”
Jeg skrev videre: ”Spørg ham hvad årsagen er til, at han ikke længere vil være her? Og når han har svaret på det, så tag udgangspunkt i svaret og spørg evt. dybere ind. Der er langt fra at sige til at gøre!”

Det er vigtigt, at et barn oplever sig set, hørt, og forstået og ikke skal rumme en mors eller fars forsøg på at tale sit barn væk fra det, hun eller han frygter allermest – nemlig det at miste.

Jeg skrev også: ”Rum ham når han fortæller – det er normalt, at livet udfordrer, og det er normalt, at man kommer igennem det. Den vinkel er vigtig også at snakke med ham om, når I nu får stillet de gode åbnende hv-spørgsmål til ham.”

Efter et par uger skrev mor følgende til mig: ”Det dukker stadig op en gang i mellem, men nu hvor jeg spørger ind til det, så får han fortalt helt konkret, hvad det er, der gør, at han ikke vil leve mere. Sidst var det, fordi to af hans venner havde snakket om at få “vaskere” i skolegården med sne. Anton blev bange, fordi han ikke helt vidste, hvad det var. Så da han skulle puttes, nævnte han, at han ikke ville leve mere. Og det var så pga. “vaskerne””.

Mor sluttede af med: ”Det er så dejligt, at jeg nu ved, hvordan jeg skal gribe det an.”

Det er så vigtigt, at et barn får hjælp til at se det, der gør det angst og nervøs, fremfor at vi forsøger at snakke det væk fra angsten. Når vi tør se angsten i øjnene, får den ingen næring, og det betyder at angsten mister sin kraft, og barnet får mulighed for at gøre sig fri fra angstens nedbrydende indflydelse.