Et forældrepar kom cyklende med deres dreng på ca. 5 år. Forældrene cyklede på vejen og drengen på fortovet. Pludselig kører drengen ud over den høje kantsten og ned på vejen, med det resultat at han var ved at vælte og alle tre må stoppe op. Den ene forældre “himlede” med øjnene, kneb munden str
amt sammen, og signalerede med kropssproget at vedkommende var utilfreds.
Drengens øjne og kropssprog signalerede angst og usikkerhed.
Den anden forælder sagde stille og roligt til drengen: “Næste gang du skal køre ned fra fortovet, så bruger du en af nedkørslerne”, samtidig pegede vedkommende på en nedkørsel.
Drengens øjne og kropssprog signalerede nu ro.
Vejleder du og giver barnet mulighed for at få en følelse at at være ok? Eller formidler du med kropssprog og mimik, at en handling er tåbelig og idiotisk, og dermed giver barnet mulighed for at få en negativ opfattelse af sig selv.
Valget er dit….opfattelsen og dermed konsekvensen af dit valg er barnets.
Kom med dine eksempler på hvor du vejleder 🙂
Skrevet af Hanne Aalling Risager
Tema: anerkendende pædagogik
