For noget tid siden skulle jeg ind til bageren efter kage og går derfor ned ad gaden på vej mod bagerbutikken. Da jeg er ca. 20 meter derfra, kan jeg se, at døren ind i butikken er blokeret af en meget stor mand, der har et kronraget hoved, er iført bokser t-shirt, har meget farvestrålende tatoveringer op ad begge arme samt på halsen OG han står med en kamphund i snor. Manden emmede af ”kom ikke for nær”.
På det tidspunkt var der meget fokus på kamphunde i medierne, og til trods for at jeg er ”gammel” instruktør i schæferhundeklubben, og selv har haft flere schæferhunde, så bliver jeg påvirket af mediernes meget negative omtale af kamphundene. De udløser angst i mig.
Jeg kan huske, at min første tanke var: ”Skal jeg skifte bager i dag?” Så tænkte jeg, det er underkendende at tillægge manden ”noget” som var mit problem, nemlig den påvirkning han og hans hund havde på mig. Påvirkningen var min udfordring, og derfor var det mit valg, hvordan jeg ville tage udfordringen op. Skifte bager eller gå til makronerne med manden OG hunden. Jeg valgte det sidste!
Det betød, at jeg besluttede mig for, at jeg VILLE ind i butikken. Mit næste valg var, manden eller hunden? Og valget blev manden, fordi jeg tænkte, kan jeg få en ordentlig kontakt med ham – en bæredygtig relation – så flytter hunden sig, fordi manden beslutter sig for at flytte den.
Så jeg kom ned til butikken, fik øjenkontakt med manden, og smilede bare til ham, bevidst helt inde fra hjertet af. Jeg tænkte undervejs, at han måske ikke fik så mange smil i sit liv med det udseende og den udstråling, og at han derfor nok trængte til noget godt fra mig. Jeg tænkte også, at til trods for hans udseende og de tanker udseendet udløste i mig, så havde han lært at tage hensyn til andre mennesker. Jeg tillagde ham noget positivt, en værdi, en ressource og en kompetence.
Hvad skete der? Hans øjne viste først overraskelse over min attitude, så blev de meget glade, han flyttede først sin hund og derefter sig selv. Resultatet var, at jeg blev smilet hele vejen ind i butikken. Jeg tror faktisk også at hunden smilede 🙂
Der blev ikke vekslet ét eneste ord.
Jeg tænkte bagefter, det var dog fantastisk så lidt der skulle til.
En bæredygtig relation er baseret på tillid. Ganske enkelt – tillid.
Jeg havde tillid til, at manden flyttede sin hund og sig selv fra døren. Jeg havde tillid til, at han viste hensyn, og at han var et ordentligt menneske. Samtidig var jeg mig bevidst om, at det først og fremmest skulle komme fra mig. Det betød at jeg med min beslutning også havde tillid til mig selv, og at det kunne lade sig gøre at komme ind i bagerbutikken på en ordentlig måde, uden at jeg behøvede at være grov og ubehøvlet, fordi han og hans hund var i vejen OG jeg var bange for hunden. Jeg var mig bevidst om, at jeg var bevidst ufarlig, og at jeg bevidst signalerede tillid – til ham OG til mig selv.
Øjenkontakten og det ærlige smil gjorde at han smeltede – og det var fantastisk at se på hans øjne og kropsholdning, hvor godt det gjorde ham.
En bæredygtig relation er noget der skal bære ud for begge parter – for a reason, for a season or for a lifetime 🙂
At se bag ved facaden
Da jeg havde skrevet den første del af blogindlægget og læst det igennem gik det op for mig, at jeg havde haft fokus på hunden på grund af angst, men at jeg ikke var bange for manden. Jeg ved, at mange mennesker er bange for et menneske som ham, på grund af de signaler han sender med hele sit væren.
Jeg har arbejdet mange år med mennesker med særlige behov, og der i blandt også mennesker med relationer til rockermiljøerne enten som medlemmer eller som koner, kærester eller børn.
Det jeg har lært gennem de år har været, at et menneske der har brug for at ”klæde sig ud” og sende de signal som fyren her med hunden, i virkeligheden er små bange og angste mennesker inden i, og at det derfor er endnu vigtigere at signalere tillid og ufarlighed overfor dem og føle det. Det er vigtigt, at det er ærligt og autentisk.
En bæredygtig relation opstår, når du fjerner det der udløser angst. Jeg har lært at kigge ind bag ved mennesket, dvs. ”klæde” vedkommende af, og mere at fornemme mennesket end at ”se” på vedkommende. Derved fjerner jeg min angst ved at se om bag ved facaden, og det er fantastisk at opleve, hvad mennesker indeholder af gode dejlige kompetente sider, når man faktisk kommer om bag ved.
Vi har alle en historie med
Jeg arbejdede på et tidspunkt som familiekonsulent, og får her som opgave at samtale med en enlig far til en søn. Faderen var en stor hårdtpumpet fyr, han havde tilhørsforhold til rockermiljøet, og afventede en fængselsdom for narkosalg. Da han var arbejdsløs, brugte han ventetiden bl.a. på at vægttræne og forsøge på at være en god far.
Jeg havde snakket med ham et par gange, og det var som om samtalerne bare høfligt kørte i overfladen, vi kom ikke ind og fik fat. Efter et par gange kan jeg huske, at jeg tænkte: ”Nu er det nok. Nu må det briste eller bære!”
Jeg sagde så stille, roligt og konstaterende, mens jeg kiggede ham ind i øjnene: ”Inde bag det store ydre af muskler gemmer der sig i virkeligheden en lille bange dreng!” Jeg sagde til ham, hvad jeg så og fornemmede. Jeg kan se ham endnu, og især hans reaktion 🙂
Han sad i et hjørne af en sofa, og først lagde han armene ud over ryglænet, så lagde han armene over kors, så lagde han armene ud over ryglænet, så overkors og til sidst ud over ryglænet igen, og så sagde han: ”Det har du fandme ret i, Hanne!” Og så kom vi videre! Han fortalte mig nu sin historie om et hjem med vold og overgreb, og hvor bekymret han var for sin egen søn, for at gentage sin egen historie osv. Og hans bekymring var jo velbegrundet.
Vi har alle en historie med som gør at vi kommunikerer verbalt og nonverbalt som vi gør. Uanset hvad, så er min erfaring at der i stort set alle mennesker er noget godt og noget positivt, der kan bygges på.
Påvirkninger gennem spejlinger
Vi påvirker hinanden gennem spejlinger, og det betyder, at når jeg finder det bedste i mig og sender de signaler ud, så sender jeg med mit signal en påvirkning ind i den anden person, som så udløser det gode og det bedste i den anden person. Jeg finder noget der i forvejen er der, det skal bare aktiveres 🙂
Signaler tillid, og der skabes tillid. Signaler angst, og der skabes angst. Signaler fordomme, og der skabes fordomme. Og husk det går altid begge veje – det du skaber får du retur.
Når jeg vælger disse to historier i mit indlæg, så er det fordi, det er det udfordrende, der er lettest at beskrive anerkendelse med, fordi der er så klar og tydelig respons, når det opstår og dermed lykkes.
Anerkendelse gror også i den helt almindelige dagligdag, her tænker vi bare ikke så meget over det. Begynd alligevel at tænke over din måde at være anerkendende på.
“Grundlæggende er vi alle de samme mennesker med de samme muligheder for at være et godt menneske eller et dårligt menneske … Det vigtige er at erkende den positive side og prøve at forøge den; erkende den negative side og prøve at reducere den. Det er vejen.”
Dalai Lama
Hvad gør du for at skabe en bæredygtig relation? Hvad gør du for at skabe tillid?
Kom med dit bud og dine historier om hvordan du får døre til at lukke op 🙂
Skrevet af Hanne Aalling Risager
Tema: anerkendende pædagogik
