Her for nylig var jeg til en fest med gamle studenterkammerater – vi blev studenter i 1976 og det er jo efterhånden 42 år siden. Det er lidt sjovt, fordi jeg kan huske mine forældre tale om ”for 40 år siden”, og hvor jeg tænkte, at det godt nok var mange år.
Den alder, må jeg jo indse, har jeg nu selv nået.
Vi mødtes til 40 år jubilæum i 2016, først til dimensionsfesten på gymnasiet, hvor vi blev nævnt som 40 års jubilarer, og derefter på et hotel hvor vi skulle have kaffe og spise aftensmad. Vi havde ikke set hinanden siden 1976, nogle var lette at kende igen og andre var vi nødt til at spørge ind – Er du …. ?
Gensynsglæden var rigtig stor, og jeg kan huske, at stemningen var utrolig høj og positiv glad, hvilket betød, at jeg bestemt ikke havde lyst til at tage hjem. Da vi endelig brød op, fordi hotellets restaurant lukkede, var det med en følelse af at være total høj af energi. En energi der holdt sig over flere dage.
Glæden over at se hinanden igen var for mig, det der fyldte mest. Det var så godt, og det var så nemt at være sammen igen, til trods for alle de år der var gået siden sidst.
Denne her gang – 2 år efter vores 40 års jubilæum – oplevede jeg lidt anderledes. Vi var lidt færre på grund af flere afbud, og det betød, at der var tid og ro til at sidde og lytte til hinandens historier. Det var en stor glæde og forundring over at sidde og lytte til hinandens oplevelser og erfaringer gennem de sidste mange mange år. Hvor har vi hver især været langt omkring, og alle med et fælles afsæt – 3 år sammen på gymnasiet.
Præstationsangst
Der blev fortalt rigtig meget om tiden imellem og op til nu, og så var der mange snakke om, hvordan vi havde oplevet gymnasietiden, og ikke mindst hvad vi havde taget med os. Flere fortalte om inspirerende lærere og undervisning samt emner, og mens det foregik, sad jeg og spejlede mig ind i mine egne oplevelser og erindringer fra gymnasietiden. Jeg kom til at tænkte på, hvor bange, nervøs og usikker jeg var gennem hele perioden. Jeg startede på gymnasiet som 15-årig, fordi jeg var kommet et år før i skole og gik på gymnasiet efter 2. real – det svarer til 9. klasse i dag.
Jeg havde præstationsangst, troede ikke jeg var god eller dygtig nok, jeg spejlede mig i alle mine klassekammerater, der alle lød klogere og mere intelligente end mig. Jeg markerede mig ikke i timerne, ganske enkelt fordi jeg ikke turde – sæt nu det, jeg svarede, var forkert, og at jeg dermed blev til grin. Min selvværdsfølelse var meget lav.
Jeg fik læst mine lektier og lavet mine afleveringer, men jeg troede aldrig på, at det jeg lavede var godt nok. Jeg oplevede det svært, og jeg oplevede, at jeg ikke kunne finde ud af skrive stile, latinoversættelser måtte jeg lære udenad, fordi jeg ikke kunne finde ud af grammatikken osv. Jeg var bange for flere af lærerne og deres ”dom” i form af karakterer eller kommentarer, når jeg var på. Jeg troede ganske enkelt ikke på mig selv, og når man ikke gør det, så kan man enten trække sig ind i en skal, eller man kan involvere sig i noget andet. På gymnasiet i undervisningen trak jeg mig ind i en skal og omgav mig med sjove humoristiske kommentarer, og så involverede jeg mig rigtig meget i sport. Jeg spillede både håndbold og fodbold, træning 4 gange ugentlig og kampe lørdag og søndag. Og så gik jeg rigtig rigtig meget i byen og festede hele weekenden igennem. Der havde jeg det rigtig sjovt, og der kunne jeg holde det angstfyldte på afstand og følelsen af ikke at være god nok.
Når man ikke kan genkende sig selv længere
Når man er sammen igen efter 42 år, kan man pludselig se, hvor meget man gennem årene er vokset på grund af det, der har været i ens liv på både godt og ondt. Det bagefter at kunne sidde og spejle sig i sig selv og sine erindringer og nærmest slet ikke kunne genkende den person eller de sider i én selv, der var tydelige i én for 42 år siden, det er altså utroligt. Det har jeg læst og hørt om, men aldrig selv oplevet før nu.
Siden vores 42 års dag er minderne kommet frem, efterhånden som de andres historier fra tiden mellem 1973-76 bundfæller sig. Jeg kan huske dagen, da jeg var oppe i det sidste fag i forbindelse med min studentereksamen. Det var historie.
Jeg trækker et spørgsmål om den russiske revolution, og det var fantastisk for mig. Vi havde gennemgået emnet i 1. g, som jeg husker det, og i 3. g ser jeg biograffilmen Doktor Zivago. Da jeg læser mine noter igennem fra 1. g og spejler ind i filmen, går der rigtig mange ting på plads for mig, og jeg kan huske, jeg under eksaminationen fortalte og fortalte. Det var en fantastisk oplevelse. Udover spørgsmålet om den russiske revolution fik jeg også et spørgsmål om Cubakrisen….det var jeg dog ikke så involveret i som det første spørgsmål.
Efter voteringen kommer jeg igen ind i lokalet til lærer og censor. Jeg satte mig, og min historielærer sagde til mig: ”Hanne! Du får et stort 8 tal!” Og så tilføjede han meget undrende: ”Hvorfor i al verden har du aldrig sagt noget i timerne?????”
Det kunne jeg ikke rigtig svare på, eller også var det svært at sige, at det var fordi, jeg følte mig dum.
Jeg fik en studentereksamen med et gennemsnit på 6,2 – lige og lige bestået.
Jeg kunne have ønsket mig
Jeg ved i dag, hvad der ligger bag. Udover præstationsangsten var begge mine forældre syge på skift i løbet af den tid, jeg gik på gymnasiet. Da jeg blev student, var min mor indlagt på Vejlefjord Nervesanatorium med en svær depression, og min far fik i efteråret samme år tilkendt en invalidepension, da han var slidt op som klovbeskærer. Det fyldte rigtig meget og var også medvirkende til, at min præstationsangst, som jeg i forvejen havde, tog overhånd. Problemerne på hjemmefronten påvirkede min evne til at koncentrere mig og til at lære. Jeg vidste ikke, hvad jeg kom hjem til. En mor der snakkede, en mor der græd, eller en mor der ikke snakkede til mig i flere dage.
Efter samværet og snakken med de gamle venner fra gymnasiet er jeg kommet til at tænke på, hvor ville det have været rart, at der var en lærer, der havde kommenteret på karaktererne og den manglende aktive deltagelse i undervisningen.
Jeg kunne have ønsket mig, at der var én, der så om bag den humoristiske facade. Vi kom jo alle fra folkeskolen med karakterer, som dengang på papiret berettigede til optagelse på gymnasiet. Hvad er så årsagen til, at et menneske begynder af falde bagud?
Jeg kunne have ønsket mig, én der havde interesseret sig for en usikker og humoristisk ung pige/kvinde, og én der havde været nysgerrig på at få vedkommende til at åbne op for sit potentiale. En der tog sig tiden til en personlig snak og stillede spørgsmål som:
”Hvad har du brug for?”
”Hvad er årsagen til…..?”
”Hvordan er det på hjemmefronten?”
Jeg kunne have ønsket mig, at fremfor at fokusere på fejlene i afleveringerne, at der blev fokuseret på, hvad der var godt, og hvordan man kunne få mere af det.
De her behov, som jeg havde, er der stadig rigtig mange børn og unge mennesker, og voksne for den sags skyld, der har.
Det sjove ved det hele er, at det er alt det, min virksomhed er baseret på i dag – det jeg savnede, og som jeg ikke fik, da jeg havde brug for det, både som teenager og som barn.
Set i bakspejlet
Sikke en rejse kan jeg se i bakspejlet, og hvor har jeg arbejdet på at finde troen på mig selv og tilliden til, at jeg kan godt. Ved at se mine dæmoner i øjnene og erkende, at den eneste der kunne gøre noget ved angsten var mig selv, det har gjort at jeg i dag står som jeg gør – fuld af en følelse af selvværd, fuld af tillid til at det, jeg kaster mig ud i, lykkes. Det er simpelthen fantastisk.
Min virksomhed er baseret på, at vi tror på mennesker, og det, jeg tager udgangspunkt i, er alle mine egne processer gennem livet. Modet til at se mig selv i øjnene, modet til at starte selvstændig virksomhed op, modet til at skrive og udgive bøger på eget forlag, modet til at lave egen uddannelse osv.
Jeg har fået transformeret alle mine negative selvfølelser og selvopfattelser om til noget positivt og konstruktivt, og jeg kan mærke, at det har været med til at forme mig som det menneske, jeg er, og ikke mindst med de indsigter, som det har givet.
Jeg ved i dag, hvor stor betydning vores egne tanker har om os selv, hvordan de påvirker følelsesmæssigt, og jeg ved i dag, at det kan jeg ændre på.
Det er, når man tør se det store i øjnene, som vi alle faktisk indeholder og er, at vi tør vedkende og stå ved os selv, som de mennesker vi er på både godt og ondt. Jeg har lært at være menneske og menneskelig gennem mine erfaringer, og jeg har lært, at når man tør tage en udfordring op med ro i sindet, så lykkes det at komme i mål og få følelsen af at mestre.
Det har været en lang rejse, men efterhånden får jeg mere og mere følelsen af at nærme mig mit hjem. Der hvor alt opleves ukompliceret og enkelt, der hvor alt er ok, der hvor alt ER. Det er rart.
