Jeg er lige kommet hjem efter en cykeltur ud i Soldaterskoven. Det er for øjeblikket mit motionsfavoritsted, og det er der, hvor jeg får vendt og drejet rigtig mange ting. Der er en fantastisk natur, og nu her til aften var mørket ved at sænke sig, mosekonen havde brygget, hestene og køerne græssede, og en ræv løb over en mark. Der var helt vindstille, stilhed og en vidunderlig duft af skov.
Det er i de stunder, hvor jeg reflekterer rigtig meget, og det er her der ofte dukker mennesker op i min bevidsthed, som på en eller anden måde har bidraget til min udvikling i processen fra Fejlfinder til Ressourcedetektiv.
I aften var det Pernilles tur. Pernille var kursist på et aktiveringsprojekt for kvinder, hvor jeg var leder. Det var arbejdsmarkedsrettet og kun for kvinder enten på kontanthjælp eller dagpenge og med børn.
Rejekællingen på holdet
Pernille var ”rejekællingen” på holdet. Det var hende, der på de øvrige deltageres egne var talskvinde, hun bandede som en slagter, og hun gav højlydt udtryk for sin utilfredshed. Hun var en udfordring, fordi hun var utilfreds, og det var hun ofte 🙂 samtidig var hun utrolig veltalende og velargumenterende. Der var substans i det hun havde på hjertet, og det var oftest måden end det egentlige budskab, der var udfordrende.
Pernille havde en del sygedage, da hun havde en kronisk sygdom i form af ledegigt, men hun kæmpede en indædt kamp for at komme ind på arbejdsmarkedet, og hun var meget indstillet på at tage en uddannelse.
Pernille var rigtig god til at overholde aftaler, og derfor overraskede det mig meget, at hun uden afbud udeblev en dag fra projektet.
Dagen efter dukkede hun op igen, og jeg spurgte selvfølgelig ind til, hvad der var årsagen til, at hun var udeblevet. Hun svarede mig så, at hun havde haft det rigtig dårligt, migræne, og at hun ganske enkelt ikke havde fået ringet afbud.
Jeg sagde så til hende, at jeg havde overvejet at køre ud til hende……
Så blev hun fuldstændig stiv i kroppen, lagde armene over kors, bøjede sig frem, stirrede mig stift ind i øjnene og hvæsede: ”Hvis du var dukket op ude ved mig, så var du F…… ikke blevet lukket ind. Du skal F…… ikke komme og kontrollere mig!!!!” Jeg trak vejret dybt, helt ned i maven, fastholdt hendes øjenkontakt, og sagde så ganske stille og roligt til hende: ”Hvis jeg var dukket op ude hos dig, så var det fordi jeg faktisk var bekymret for dig. Jeg tænkte, om der var sket noget med dig eller med dine drenge.”
Pernilles krop og mimik ændrede sig fra kampberedskab til total overraskelse. ”Jamen” fik hun sagt, ”der var da ikke noget at være bekymret over. Det var jo bare migræne.” ”Det kunne jeg jo ikke vide” fik jeg sagt til hende.
At få øjnene åbnet op
Efter den dag havde jeg det mest fantastiske forhold til hende. Hun ændrede fuldstændig adfærd fra at have været rejekællingen på holdet til at blive talskvinden på en utrolig konstruktiv måde.
Hun begyndte at kontakte mig direkte, når der var noget hun ”undrede” sig over, og hun ”undrede” sig jo stadig 🙂 og hendes undren gjorde, at jeg blev endnu bedre til få øjnene op og se tingene mere nuanceret, at tænke målrettet, og især blive bevidst om min måde at kommunikere på, og ikke mindst hvad jeg kommunikerede ud.
Det betød rent faktisk, at jeg blev bedre i stand til at navigere, og sætte en dagsorden og tilrettelægge en undervisning som var i tråd med deltagernes ønsker og behov.
Jeg lærte rigtig meget af og om Pernille i de måneder, jeg havde med hende at gøre, og den helt store oplevelse kom, da hun kom i praktik på holdet, fordi hun var kommet i gang med en uddannelse.
Det var en fornøjelse at samarbejde med hende, fordi hun inde bag rejekællingens facade var utrolig kompetent, modig, en fighter, humorist og en fortaler for de kvinder, der havde deres kompetencer og ressourcer andre steder.
Episoden med Pernille lærte mig, hvor langt man kommer som Ressourcedetektiv ved at tage udgangspunkt i omsorg frem for som Fejlfinder i straf og kontrol 🙂
