Her for nylig havde jeg den store fornøjelse at være sammen med en gruppe mennesker, der alle i det daglige beskæftiger sig med at formidle og omsætte anerkendelse i praksis. Det betyder at vi inspirerer, udfordrer, opdaterer, skubber til og opmuntrer hinanden.
Vi arbejder med en stor grad af frihed i gruppen, når vi er samlet, hvilket betyder, at vi bliver præsenteret for forskellige former og ikke mindst rammer for formidling, debat, gruppedisciplin ….he…he…eller mangel på samme 🙂
At sende bolden videre
Når en flok engagerede, aktive og ivrige mennesker mødes, så dukker der mange spørgsmål op, og et af dem på dagen var:
“Kan empati læres?????”
Selve det at drøfte og debattere kræver empati som oversat betyder indfølingsevne. Det kræver selvbeherskelse at være uenige, eller vente på at det bliver ens tur, uden at vide hvornår ens tur er, fordi rammerne er sat på en sådan måde, at det ikke går efter tur, men efter udvælgelse af den der sidst har haft ordet.
I praksis foregik det således, at den, der havde ordet, fik en lille bold, og når vedkommende havde talt færdig, sendte vedkommende bolden videre efter eget valg, og ikke efter hvor længe de andre havde siddet og markeret med meget lange og viftende arme for ønsket taletid.
Det kan for nogle deltagere være en voldsom oplevelse i en (l)ivrig debat….he..he… 🙂
At deltage i en debat kræver, at man er i stand til at lytte og afkode, hvad det i grunden er de andre eller den anden siger. Det kræver også, at man er villig til at give afkald på behovet for at berige de andre – give guldkorn – og i stedet for at overlade arenaen til andres guldkorn.
Hold mund. Nu er det altså min tur.
Jeg har iagttaget hos mig selv, at jeg nogle gange er mere optaget af, hvad jeg selv vil sige, end af at lytte til hvad det i grunden er, de andre siger. Nogen gange har jeg lyst til at sige højt: ”Hold mund! Det er min tur!” eller jeg kommer bare til at bryde ”engageret” ind. Virker det bekendt? Det tror jeg godt, at jeg kan sige JA til. Og det er bare et af eksemplerne på, hvordan vi går i fælden, selv om vi gerne vil være empatiske og dermed indfølende.
Det er ikke altid, det man siger, der er berigende.
Det er mere måden man er til stede på, der er berigende 🙂
Jeg tror ikke, at jeg ud fra dagen kan definere om empati kan læres, men jeg kan konstatere, at jeg på nogle punkter er empatisk i min måde at være tilstede og debattere på, og så har jeg lidt at lære endnu på andre punkter 🙂
Fordi i virkeligheden var dagen én stor øvelse i at være i anerkendelsens univers i praksis: at iagttage, lytte, at have indsigt i og rumme sig selv og sin egen reaktion.
Skrevet af Hanne Aalling Risager
Tema: anerkendende pædagogik
