Har du præstationsangst?

Kender du det, at du har sagt ja til noget, og når du så skal til at udføre det, tænker du: ”Du godeste Gud! Det her kender jeg ikke noget som helst til! Det har jeg aldrig prøvet før! Det tør jeg ikke! Jeg vil alligevel ikke! Jeg skulle aldrig have sagt ja!”

Kan du høre dig selv 🙂

Jeg kan høre mig selv, for jeg kender det rigtig godt, og jeg har oplevet det rigtig rigtig mange gange.

Jeg får rigtig tit at vide: ”Du har så let ved det, Hanne. Du kan bare stille dig op og sige noget!”

Ja, jeg har faktisk let ved det……..når jeg står der. Det er tiden før, jeg står der……tiden før hvor jeg er på, der er min største udfordring.

Offeret for fuld udblæsning

I august 2007 fik jeg en forespørgsel om at være oplægsholder på Børns Vilkårs årskonference i foråret 2008, hvor det overordnede tema var anerkendelse. Jeg sagde JA, det vil jeg gerne, og sprang efterfølgende rundt med begge arme i vejret, måske også et ben eller to, og råbte jublende ”YES! YES! YES!” Jeg var helt euforisk. Det her var min helt store chance til et gennembrud. Månederne gik, og jeg jublede jo stadig. Jeg skrev om opgaven, jeg fortalte om opgaven alle steder, og om hvor glad jeg var. Det var helt fantastisk, for det var jo noget af det, jeg havde drømt om undervejs i min selvstændige karriere……..nemlig at blive oplægsholder på konferencer.

Ca. 14 dage før datoen på årskonferencen begyndte jeg så småt at tænke nærmere over, hvad jeg i grunden havde at fortælle om anerkendelse. Jeg havde ved forespørgslen om deltagelsen på konferencen fået at vide, at jeg skulle regne med ca. 30-50 mennesker. Jeg gjorde så lige det, at jeg kontaktede Børns Vilkår for at høre nærmere om antal deltagere, fordi hvis det var antallet, eller det var lavere, så ville jeg tilrettelægge oplægget med inddragelse af deltagerne. Svaret fra Børns Vilkår var, at der var tilmeldt 230 til mit oplæg! 230 mennesker!!!

Resultatet var, at jeg nærmest slet ikke kunne trække vejret. Jeg gik faktisk i panik. Jeg måtte køre ud til Højer, som er mit terapisted…..gå nogle gange frem og tilbage langs vandet, mens jeg tænkte: ”Jeg gør det ikke! Jeg har ikke noget fornuftigt at sige til så mange mennesker! Tænk sig hvis de forlader salen, mens jeg er på! Jeg skal tale efter Lola Jensen, hun er dygtigere end mig! Hvem kender Hanne Aalling Risager???”

Og så tænkte jeg: ”Hvordan får jeg meldt afbud? NEJ! Det gør jeg altså ikke. Der sidder 230 mennesker og venter. Dem kan jeg ikke lade i stikken!”

”Jeg bliver måske syg – det kunne da være rart – det kan jeg jo ikke gøre for, hvis det sker!”

Du kan godt høre det….Offeret for fuld udblæsning! Præstationsangsten i fuldt flor 🙂

Da jeg kom hjem efter min tur, begyndte jeg at tænke lidt anderledes. Der måtte jo være en grund til, at jeg var blevet kontaktet som oplægsholder. Det måtte jo være, fordi vedkommende, som havde kontaktet mig, havde tillid til, at jeg kunne og faktisk havde noget berigende og inspirerende på hjertet.

Og så besluttede jeg mig for at gennemføre oplægget. Virkelig besluttede mig! Jeg ville bare stå på scenen, eller hvad det nu var jeg skulle stå på eller ved! Jeg gør det! F…….! No matter what, så står jeg som aftalt!

At være ”komponist” udi oplæg

Der kom nu 14 dage, hvor jeg sov meget lidt, og brugte næsten al min energi på at ”komponere” – det plejer jeg at kalde den tid, jeg bruger på at få et oplæg skruet sammen. Jeg arbejdede med de relevante historier, lavede slides til overhead, fordi det var der mit tekniske udviklingstrin på det tidspunkt 🙂

Jeg lavede om, jeg skrev overskrifter, og jeg skrev nye overskrifter, jeg smed ud….ind imellem tudede jeg. ”230 mennesker – jeg overlever det aldrig”. ”Hvad tøj skal jeg have på?”

”Jeg gør det aldrig mere” sagde jeg til mig selv, når jeg igen stod op midt om natten for at skrive endeløse gule sedler, hvor der om morgenen efter hver nat hele tiden stod det samme på. På et tidspunkt sagde jeg: ”STOP! Nu bliver det lavet færdigt, jeg ændrer ikke et komma, jeg pakker det sammen, som det er, fordi det bliver ikke bedre”! Som sagt så gjort!

En time senere startede den indre stemme: ”Du kan godt liiiige lave det lidt bedre, Hanne!”

Kan du høre dig selv 🙂

Pludselig tog jeg mig selv i at tænke: ”Der er da ingen som helst af de mennesker, der skal høre oplægget, der aner noget som helst om, hvad jeg vil sige, og de ved ikke, hvad jeg evt. ville have sagt, men som jeg ikke fik sagt! Der er jo kun dig, Hanne, der ved hvad du har på hjertet.”

Wauw, sådan havde jeg ikke tænkt før. Det gav pludselig en følelse af frihed, som var befriende. Det er jo mig der bestemmer, hvad er skal siges. Det eneste jeg ikke kunne bestemme, var hvad modtagerne af oplægget ville tænke og sige.

Så kunne jeg pakke sammen, pakke kufferten og tage til Nyborg Strand. He…he…og så gennemgik jeg lige for en sikkerheds skyld oplægget på værelset om aftenen inden jeg gik i seng.

Næste morgen vågnede jeg og opdagede, at jeg havde sovet hele natten. Uden at vågne en eneste gang….og jeg kan huske at tænkte ”Hvad!!!! Sker der lige her!” Jeg følte mig utrolig frisk og havde en vidunderlig indre ro og var klar.

Lola Jensen brillerede med at bruge 15 minutter af min tid, MEN det havde jeg taget højde for, som det forudseende menneske jeg er. Det sker nemlig ind imellem, at man som oplægsholder bliver grebet af sine egne oplæg og helt mister fornemmelse for tid og sted. Så jeg tilgav hende 🙂

Jeg skal hilse og sige, at det blev et godt oplæg 🙂

Væk Din indre Kriger

Hvad kan du gøre for at håndtere din præstationsangst:

Accepter at du har præstationsangst
Lad være med at acceptere, at det styrer dit liv og forhindrer dig I at gøre ting, som du faktisk godt kan lide, eller som du lige som mig brænder for
Kig på dit tanke- og handlingsmæssige mønster forud for præstationen – vær din egen
Ressourcedetektiv – hvor kan du forandre til det positive?
Beslut dig for at være kriger fremfor offer og væk Din indre Krigers mod, beslutsomhed, kreativitet, udholdenhed, viljestyrke og ikke mindst humoristiske sans – Tag et godt grin 🙂
Spørg dig selv: ”Hvad er det værste der kan ske?”
Og så gør det!
Når det er vel overstået fejrer du 🙂

Pippi siger det så flot: ”Det har jeg ikke prøvet før, så det kan jeg godt” 🙂

Hvad gør jeg når turen ind i præstationsangsten nærmer sig?

Allerførst starter jeg med at more mig – nu er jeg der igen igen 🙂 det udløser energi
Så går jeg ind i refleksionsfasen – hvad handler opgaven i grunden om?
Hvad er det nye jeg skal lære?
Og så sker det interessante – inspirationen kommer til mig i bidder. Det kan være, når jeg er ude at cykle, står under bruseren, spiser morgenmad, når jeg er kommet i seng, eller når jeg har sovet et par timer og vågner midt om natten osv.
Jeg har papir liggende klar til at skrive inspirationen ned på….også ved natbordet….he…he…gerne en hel blok klar 🙂
Undervejs i refleksionsprocessen finder jeg faktisk ud af, at jeg ved mere, end jeg umiddelbart troede, jeg gjorde….og det giver mig ro på 🙂
Jeg ved erfaringsmæssigt efter mange år, at jeg meget sjældent kommer til at lave det oplæg, jeg har forberedt hjemmefra…..oplægget og overskrifterne er blevet min livline, hvis jeg nu skulle miste tråden undervejs, og det betyder, at jeg hver gang glæder mig til at høre mine foredrag og oplæg, fordi jeg ved, at jeg kommer til at sige noget, jeg ikke vidste noget om…he…he…og at jeg aldrig kommer til at høre dem igen 🙂

Jeg siger stadig JA til opgaver, og jeg oplever stadig den euforiske følelse, når jeg siger ja i tiden efter. Jeg oplever stadig at sige JA til en opgave, jeg ikke ved noget om, og det fantastiske er, at når opgaven er udført, så har jeg udviklet mig og er blevet klogere på nogle områder, jeg ikke vidste noget om før.

Det bedste af det hele er, at jeg har lært at acceptere min præstationsangst og fundet ud af at tage hensyn til mine behov for at kunne være i processen der ellers udløser angsten. Jeg er en ildsjæl, jeg brænder for nye udfordringer, og især når der er en mening med dem. Så kan jeg ikke lade være….og jeg har heller ikke lyst til at lade være, fordi det udløser så meget glad og kraftfuld energi, som gør, at jeg nærmest flyver.