Forleden dag var jeg i en institution for at lave supervision. Jeg gjorde det, som jeg så ofte gør, når jeg er ude, at jeg lige giver mig god tid. Det kunne jo være, at jeg kunne få en snak med et barn. Jeg har ikke længere en daglig praksis og dermed omgang med børn, men behovet for og lysten til at prøve mine anerkendende filosofier af, som jeg formidler, er der altid. Virker de stadig 🙂
Da jeg forlader institutionen og går hen over legepladsen, oplever jeg, at to drenge har en konflikt over et eller andet. Den ene dreng cykler vredt væk fra den anden dreng, en lille fyr, og jeg prøver sådan lige og vurdere, om og hvordan jeg skal involvere mig. Det giver helt sig selv, fordi den lille fyr græder hjerteskærende. Jeg snakker til ham, og han kommer hen til mig.
Spørg ind og sæt ord på
Jeg spørger ham først, om han blev lidt bange. “Ja” svarer han. Dernæst spørger jeg ham, om han blev ked af det. “Ja” siger han grædende. Så spørger jeg ham, om han har ondt. “Ja” siger han fortsat grædende, og jeg spørger så, hvor han har ondt. “Her” siger han, og peger på et sted ved hårgrænsen på hovedet. Jeg siger så, “det er ikke så rart, skal jeg puste på det”? “Ja” siger den lille fyr så, og da jeg puster, holder gråden øjeblikkelig op. Han vender sig om og går hen for at lege igen.
Den her lille historie er et eksempel på gennem nærvær at se, høre og forstå, og udelukkende koncentrere mig om at trøste og dermed hjælpe den lille fyr igennem sin ”krise”. Jeg ved ikke, hvad der er gået forud for en evt. konflikt, og det har jeg ikke mulighed for at finde ud af. Min erfaring er, at børnene oftest selv klarer konflikterne indbyrdes, og at vi som voksne med vores store armbevægelser prøver at fordele en form for skyld, og dermed er med til at en konflikt udvikler sig. Min erfaring er at børn ofte står uforstående overfor den voksnes indgreb i konflikten, og ind imellem oplever det som et overgreb. Det er ikke hvad der foregik mellem de to kombattanter, vi først skal koncentrere os om. Det er virkningerne af konflikten i form af angst eller smerte, der fylder. Og det er dem, vi primært skal koncentrere os om.
Følelser er som et waterpas
Som ressourcedetektiv ser og oplever jeg, at børn er utrolig kompetente, når vi hjælper dem med at skabe indre ro. Når vi mennesker bliver udfordret følelsesmæssigt, det være sig når vi bliver angste, frustrerede, vrede, kede af det, overglade osv. så svarer det til et waterpas, der er kommet for meget ud af water. Vi skal have wateret bragt i water igen, så giver det følelsesmæssig ro. For den lille fyrs vedkommende gjorde jeg det enkle, at jeg spurgte ind: ”blev du bange”, ”blev du ked af det” og ”gjorde det ondt”. Reelt set ved jeg jo ikke, hvad det gjorde ved ham, men jeg forsøgte at sætte mig i hans sted, og så spurgte jeg ind ud fra det, samtidig med at jeg lyttede til svarene, kiggede på hans kropssprog og mimik. Ramte jeg plet? På den måde hjalp jeg ham til at sætte ord på, og samtidig sige ”det er ok” – jeg har set, hørt og forstået dig. Og ikke mere 🙂
Ha´ tillid til børn
At arbejde som ressourcedetektiv handler om at mindske omfanget af konflikter, at have tillid til at børnene i langt de fleste tilfælde selv er i stand til at håndtere konflikter, når vi som voksne hjælper dem et stykke af vejen, nemlig ved at rumme og agere på konfliktens konsekvenser. Resten af vejen skal vi have tillid til at de kan gå selv.
