Forestil dig at opleve mennesker reflektere og arbejde intenst i stilhed på et universelt fælles sprog – anerkendelse.
Det er, hvad jeg oplevede på endnu en pragtfuld tur til Grønland.
Jeg var inviteret til Nuuk i en døgninstitution for omsorgssvigtede børn for at holde et to-dages kursus i anerkendende og styrkebaseret pædagogik, samt introducere dem til at arbejde med redskaberne Drejebogen og Ressourcedetektivens styrkekort.
Opgaven bestod i at se ressourcerne i børnenes uhensigtsmæssige adfærd. Vi arbejdede derfor med fokus på en kombination af bevidsthed om børnenes styrker samt medarbejdernes egne styrker, og derved at stimulere børnene til ved egen kraft at bryde til en mere hensigtsmæssig adfærd.
At forstå – uden ord
Jeg kan ikke tale eller forstå grønlandsk sprog, og derfor foregik mine oplæg på en kombination af jysk og dansk, nøjagtig som jeg plejer 🙂 Og til de medarbejdere, som forstod jysk og dansk, men som havde svært ved selv at tale det, var der en af de andre medarbejdere, der oversatte til mig, når der indbyrdes blev talt grønlandsk. Det var jo ind imellem nødvendigt, at jeg kunne forstå ordene, for at kunne kommentere og vinkle til den anerkendende og styrkebaserede tilgang.
Det er en fantastisk oplevelse, at være sammen med mennesker der kommunikerer på et andet sprog, end man selv gør og alligevel opleve, at der sættes fælles refleksionsprocesser i gang, fordi vi alle vil det samme – skabe det bedste fundament for børn, som styrker deres udvikling, trivsel og vækst.
Når man vil det samme,
behøver man ikke altid så mange ord.
Det man ikke forstår sprogligt, er man til gengæld nødt til at forstå på anden vis. Man skal endnu mere aflæse kropssprog, mimik, høre tonefald og stemmeleje, og dermed ikke mindst opfatte stemninger.
Det var en stærk oplevelse, at skulle bruge sine sanser på en meget mere intens og bevist måde, end man normalt plejer. Det betød, at jeg gennem mit nærvær og min stærkt sansende intuition skulle forstå, hvad der foregik.
Resultatet var, at jeg rent faktisk havde en oplevelse af at forstå – uden ord.
Anerkendelse er et universelt sprog
Medarbejderne lavede gruppearbejde flere gange i løbet af dagene, og hver gang jeg kom rundt i grupperne, så blev jeg mødt af en fantastisk ro, stille og rolig snak, og indimellem dybt reflekterende stilhed. Stilheden var utrolig behagelig at være i sammen med dem. Så var der en medarbejder der stille og roligt sagde noget, der blev lyttet, en anden kommenterede, der blev lyttet, og en anden kommenterede igen – stilheden rykkede igen ind.
Der var et fantastisk nærvær – nærværet var til stede gennem stilheden, intenst og det var der, jeg kunne forstå – uden ord og de forstod uden ord.
I stilheden og nærværet er anerkendelsens væsen tættest på, derfor er anerkendelse et universelt sprog – også uden ord.
Jeg har aldrig før oplevet noget lignende i et fællesskab, derfor var det så stor en oplevelse.
Nogen gang er vi mest optaget af, hvad vi selv vil sige
Det, jeg plejer at opleve i danske institutioner, både i det fælles forum og i gruppearbejde, er en debat der oftest er præget af de meget synlige, højlydt engagerede medarbejdere i personalegruppen. Der hvor de eftertænksomme med behov for længere refleksionstid, ofte har svært ved at finde plads i skoven af fingre eller ordstrøm fra de særdeles ivrige.
Min erfaring er, at der mange gange er mere fokus på ”hvad jeg selv vil sige” end af at lytte, til den der taler.
For mig er der stor forskel på stilhed og tavshed. Stilheden er refleksionstid, intensitet og hvor man kommer dybere og dybere ned i substansen af det, man arbejder med.
Tavshed er, når man ikke ved, hvad man skal sige – refleksionsprocessen er stoppet, noget der føles ubehageligt og ind imellem pinligt rykker ind.
Kunsten her er, som det blev oplevet i den grønlandske institution, at acceptere, at man ikke nødvendigvis har noget at sige, holde sin mund og bare være til stede, observerende og lyttende til roen og nærværet, og evt. vente på at den indre rolige stemme – intuitionen – fortæller, hvad den har hentet fra dybet af visdommens kar. Så bliver det pludselig interessant og særdeles relevant.
Det kunne jeg godt ønske mig noget mere af – især i de danske institutioner – det tror jeg vores børn og alle vi andre vil have rigtig godt af 🙂
Vi skal berige frem for at bekrige
Vi mennesker er rigtig gode til at lave myter om hinanden, og myter opstår, når man er både bedrevidende og uvidende. Man tror man ved uden at vide præcis, og her opstår der mange misforståelser og undertrykkende holdninger mennesker imellem på den baggrund.
Hvor kan vi lære rigtig meget af hinanden på kryds og tværs af hinandens forskellige kulturer – hvis vi vil! For mig bliver det vigtigere og vigtigere at holde fokus på vores fælles menneskelighed. Og samtidig have øje for, hvor meget vi kan berige i stedet for at bekrige hinandens forskellige kulturer, som er skabt ud fra de forudsætninger og behov, vi som mennesker har for at kunne leve og ikke mindst overleve på jorden med alle dets udfordringer i form af vind, vejr, osv. Det er gennem respekten forståelsen kommer, og det er her vi har mulighederne for at udvikle os bevidsthedsmæssigt som mennesker.
Læg alle ”synsningerne” væk, åben op for sindet og hjertet, så stopper alle de indre krige og freden indtager verden.
Det starter ét sted …….
ved dig 🙂