At blive holdt om, holdt af og holdt ud

Ind imellem får man truffet nogle beslutninger som beriger livet. En god historie om hvordan man med et anerkendende afsæt omkring åbenhed, respekt, og fordomsfrihed kan tage imod og skabe mulighed for udvikling for et andet menneske.

I slutningen af november måned 2011 flyttede en ung sydamerikansk udvekslingsstudent ind i vores familie, Juan på 17 år. Han skulle være hos os i 4 måneder, og han var udsendt gennem Rotary, hvilket betød at han skulle være hos 3 familier i løbet af det år han skulle være i Danmark. Vi var den anden familie.

Min mand og jeg havde naturligvis gjort os nogle store overvejelser omkring det at være værtsfamilie. Hvordan kunne vi være med til at give den unge mand et rigtig godt ophold her i vores familie? Vi var begge enige om én ting: Vi VILLE ham, og han skulle have det bedste fra vores familie. Det betød, at vi kiggede på vores daglige rutiner og vaner, fik kigget kalender, så der var plads til både ham og vores arbejde og fritidsaktiviteter. Vi var også enige om, at det var et fælles projekt, således at den ene tog over, der hvor den anden slap.

Gode relationer skabes på basis af tillid

Den første dag, da Juan rykkede ind i huset, tog vi en snak med ham om forventninger til hinanden. Det foregik på en kombination af engelsk, dansk og lidt spansk. Juan kunne allerede en del dansk, men når det kom til det dybe forståelsesmæssige, så kneb det selvfølgelig, og derfor valgte vi ind i mellem at tale samme på engelsk. For os handlede det både om, at han lærte dansk, men også om at han udviklede sig som menneske. Og det gjorde ikke noget at udviklingen ind i mellem foregik på engelsk. Det drejede sig først og fremmest om at få skabt en god relation til den unge mand, og at han skulle føle sig hjemme i vores hjem. Gode relationer skabes på basis af tillid, og tillid er også at kunne forstå hinanden, eller vise vilje til forståelse.

Vi aftalte følgende:

Overholde aftaler
Rengøring og oprydning på eget værelse og toilet/bad
OK at lave fejl – og sker det tager vi en snak så vi undgår gentagelser

At få stillet de rigtige spørgsmål

Det første punkt at “overholde aftaler” stod sin prøve allerede 14 dage efter Juan var rykket ind. Han skulle til Rømø med sine klassekammerater og holde julefrokost med overnatning. Jeg sagde til ham, at vi havde haft en aftale med vores søn, dengang han var hjemmeboende, at han til enhver tid kunne ringe, hvis der opstod noget, så skulle vi nok hente ham, uanset tidspunkt på døgnet. Transporten til Rømø om fredagen var foregået med en klassekammeret, der havde kørekort og bil til rådighed, og vi tænker som forældre at han kører med samme kammerat hjem. Næste formiddag ved kl. 11.00 kom der en sms, om jeg ville hente ham på Rømø. Det var måske ikke lige helt det, vi havde ment og tænkt, da vi sagde til ham, at han skulle kontakte os. Vi kiggede en gang på hinanden min mand og jeg, og blev enige om, at lige så vel som Juan skulle overholde aftaler, så skulle vi også. Vi skulle så lære at blive bedre til at få stillet de rigtige spørgsmål.

Så jeg kørte til Rømø og hentede ham uden at spørge, om det nu også havde være nødvendigt, kunne han have taget en bus, skulle hans kammerater ikke også til Tønder osv. Det eneste jeg spurgte ham om var, om det havde været en god fest. “Det havde det” og han fortalte glad om festen, gåtur om natten og snakke med kammeraterne.

At overholde aftaler gælder også for os. Vi havde ingen problemer med at overholde aftaler i de 4 måneder han boede hos os, fordi vi havde vist at vi overholdt vores del.

Det vi lærte af episoden var, at få stillet de rigtige og uddybende spørgsmål, og ikke bare tage for givet.

At gøre det man gerne vil have den anden til

Vi fortalte Juan, at vi ville have at han selv skulle gøre sit værelse samt bad/toilet rent og opryddet, og at det skulle være én gang ugentligt.

De første gange gik det rigtig fint. Der blev gjort rent og ryddet op. Det var så nydeligt. Så begyndte det at sløje af, og jeg kan huske, at jeg tænkte: “Hvad gør du lige nu, Hanne?” Jeg havde på forhånd besluttet mig for ikke at være den løftede pegefinger, der hele tiden gik rundt og påpegede fejl og “øffede”. Jeg tror min kvote er brugt, hvad det angår, og jeg ønsker ganske enkelt ikke at have hende boende i mig, fordi hun er rigtig træls at være sammen med. Jeg gjorde derfor noget helt andet. Jeg kiggede rundt i vores egne omgivelser, og så at det faktisk trængte gevaldig til at blive ryddet op og gjort rent. Vi havde selv svært ved ind imellem at overholde en gang ugentlig, på grund af andre aktiviteter samt kursusafholdelse for mit vedkommende i weekenderne. Jeg gik derfor i gang med at sysle – et sønderjysk udtryk for oprydning samt rengøring – og en time efter kom Juan og sagde, at han da forresten også trængte til at få gjort rent og ryddet op.

Den virkede hver gang. Frem for at påpege fejlen, gjorde jeg det i mit “område”, jeg ønskede, han skulle gøre. Og igen tog han selv initiativ til at få det gjort, uden at jeg behøvede at gå foran.

Det er jo lidt fantastisk at tænke på, hvor lidt der skal til for at motivere, så opgaver bliver løst.

Når det uheldige kun sker én gang

Så havde vi heldigvis aftalt det sidste punkt: Det er OK at lave fejl. Fordi det skete ret ofte, at vi gik skævt af hinanden, dels på grund af sproget, men også fordi vi ikke lige havde tænkt på hvilke spørgsmål vi skulle stille, eller vi havde glemt osv.

Det var nok det vigtigste punkt under hele opholdet, viste det sig. Hver gang der skete noget der var uheldigt, eller noget vi ikke havde tænkt på, tog vi det op som en snak, hvor min mand og jeg også tog ansvar for ikke at have fået stillet de rigtig spørgsmål, havde glemt, ikke havde været klare og tydelige nok i vores kommunikation osv. Derfor skete det uheldige kun én gang, fordi fejltagelserne var ikke beregnede eller skjulte dagsordener. Det var OK at lave fejl.

Det bevirkede, at vi hele tiden havde en afslappet atmosfære i huset, og at det var nemt at tage imod et andet menneske, og lade vedkommende komme tæt på familiens dagligdag. Der var ingen frustrationer og irritationer, og hvis der dukkede den mindste antydning op, tog vi det straks op, frem for at lade stå til og dermed lade det vokse til problemer og konflikter.

Den 4. aftale

Den 4. aftale som Juan selv indførte var, at han lavede mad mindst en gang om ugen. Det var fantastisk. Vi fik en ung mand ind, som var vild med at lave mad, og som var fantastisk til det. Han købte ind, han lavede maden, fandt opskrifter fra sit hjemland på nettet, fyldte hele rummet med spansk musik og store armbevægelser, og køkkenet lignede ind i mellem Jerusalems ødelæggelse. Vi nød af hele hjertet og tog bare imod. Her i bakspejlet, tror jeg, at det var hans måde at sige TAK til os, fordi vi tog imod ham og gav ham en enestående mulighed for at lære dansk og om dansk kultur, natur og historie.

At blive holdt om, holdt af og holdt ud

Vi har været i forældrenes sted, vi har grinet utrolig meget sammen, vi har været alvorlige sammen, vi har også ind imellem været rørte i fællesskab. Vi har snakket kulturer, sprog, historie og nok især livet. Jeg tror, vi kan sige, at vi nok har snakket kulturforskelle, men vi har også snakket fælles menneskelighed. Vi har sagt ja, og vi har sagt nej. Vi har sagt, det må du uddybe eller begrunde. Vi stillede spørgsmål til – ikke spørgsmål ved – spørgsmål til.

Vi havde en teenager i huset, og det betød også en stor sårbarhed på flere måder. Langt hjemmefra, en kæreste der gjorde det forbi, hjemvé osv. Vores rolle var vejledende, men også omfavnende, trøstende, og det betød jo, at uanset kulturforskelle, så var der en fælles menneskelighed, som bandt os sammen, med de behov vi som mennesker nu engang har. Et behov for at blive holdt om, holdt af og holdt ud.

Da vi i fællesskab evaluerede de 4 måneder kunne Juan sige, at han aldrig havde troet, at man kunne føle sig som en del af en familie, man ikke var født ind i. Det havde han kunnet hos os.

Vi gør det igen min mand og jeg. Inviterer et ungt menneske ind i vores familie. Det har været så stor en berigelse, hvor vi har haft mange gode timer, snakke og samvær med det unge menneske.

Der er et irsk ordsprog der siger: