”Det der med anerkendelse….er det ikke lidt opreklameret? Jeg synes ikke, det virker!”
Det spørgsmål og den kommentar får jeg ind imellem.
Jo – det kan man da godt tænke, og i grunden kan jeg godt forstå spørgsmålene og kommentarerne.
Når noget bliver interessant, og når noget virker efter hensigten, så bliver der selvfølgelig forsket rigtig meget i det for at finde ud af, hvorfor og hvordan det virker. Det betyder, at det der faktisk er ret så enkelt og ukompliceret, efterhånden bliver opfattet som en videnskab, og således som noget der er udfordrende, svært, forfærdelig kompliceret, noget man skal bruge meget tid på, øve sig i, læse en helt masse om osv. Og så er det at oplevelsen af, at anerkendelse ikke virker rykker ind.
Du kan begynde med det allerførste møde med et andet menneske, fordi anerkendelse starter såmænd bare med et håndtryk, øjenkontakt og et smil med afsæt i positivitet og imødekommenhed 🙂
Hold op med at tænke og tillægge andre mennesker negativitet – det er underkendelse og fordomsfuldt. Start med at tænke og tillægge andre mennesker positivitet – det er anerkendelse og fordomsfrihed.
Næste gang du møder et nyt menneske, så tænk over hvordan du giver og modtager i mødet. Positivt eller negativt? Prøv og iagttag når mennesker møder hinanden. Hvad sker der i mødet? Anerkendelse eller underkendelse? Og se resultatet.
Så enkelt er anerkendelse 🙂
Skrevet af Hanne Aalling Risager
Tema: anerkendende pædagogik
